Selv om de fleste danskere ikke tøver med at rejse jordkloden tynd for at finde nye gastronomiske horisonter, er der ikke meget nyskabelse, når det kommer til, hvad der skal på bordet juleaften.
Det skriver erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarers netmagasin FoodCulture.dk.
En repræsentativ befolkningsundersøgelse, som Landbrug & Fødevarer netop har fået lavet af Userneeds, viser, at 65,5 procent af danskerne vil spise andesteg juleaften, mens 42,8 procent har tænkt sig at spise flæskesteg.
På tredjepladsen kommer kalkun med 7,8 procent, mens fjerdepladsen indtages af gås, som kun 6,7 pct. planlægger at sætte til livs.
Læs også:Vi juleæder os på hospitalet
At tallene samlet overstiger 100 procent skyldes, at nogle ikke kan holde sig til kun en slags kød under julemiddagen og derfor vælger for eksempel både and og flæsk.
Selv om danskerne længe har skelet til fremmede madkulturer, og det ikke længere kun er højtuddannede københavnere, der spiser sushi, indisk eller thai, så bliver der ikke eksperimenteret med julemiddagen.
- Når det kommer til juleaften og andre af de begivenheder, hvor spisningen nærmest er rituel, er vi ikke meget for at lave om, siger Klaus Jørgensen, der er ekspert i forbrugeradfærd og chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.
Læs også:Mad kan også give tømmermænd
Der er dog et lille mindretal, der står helt uden for kategori og har helt andre planer juleaften. 7,3 procent har ikke taget stilling til, hvad de vil spise på dagen, mens 7,1 procent har andre planer end and, flæskesteg, kalkun og gås.
- Der er i Danmark lige godt en halv million indvandrere og efterkommere. Og man må antage, at det er de færreste af dem, der deler vores vesteuropæiske juletraditioner.
- Men det understreger i virkeligheden bare, hvor fasttømrede etniske danskere er omkring deres forventninger til julemenuen, siger Klaus Jørgensen.