Fik du det sidste yoghurt ud af kartonen i morges?
Hvert år forsvinder der mad i skraldespanden for milliarder af kroner, fordi der altid sidder fødevarer tilbage i emballagen, der ikke er til at drive ud af tuben eller kartonen.
Men nu er der udviklet en ny folie med nanostruktur, der kan befri de sidste ti procent af yoghurten, der ellers ville sidde fast i den kasserede karton, skriver Ingeniøren.
Det er et samarbejde mellem DTU Kemiteknik, DTU Nanotech, InMold Biosystems, Danapak Flexibles, Arla og Højteknologifonden, der også har bidraget med 11,1 millioner kroner til projektet.
Parterne har tidligere arbejdet sammen om at udvikle en plast slip-let-effekt. Det arbejde handler også om at skabe en struktur med farveeffekter, så det ikke er nødvendigt at bruge kemikalier i farvningen af eksempelvis fødevareemballager og legetøj.