En ny afgift på chokolade og sukker, som truer med at gøre livets goder endnu dyrere allerede fra nytår, får nu bagere til at skrive til Folketinget i protest, skriver Frederiksborg Amtsavis.
LÆS: Chokoladeskat er hul i hovedet
Regeringen fremsætter 21. december forslaget til nye afgifter på chokolade og sukker. Især bagerbranchen bliver hårdt ramt af de mange nye afgifter.
- Først var det fedtafgiften. Den har alene i nyt nødvendigt it-udstyr kostet os 40.000 kroner. Og nu kommer så sukker- og chokoladeafgiften oveni. Det er en hård belastning, og i sidste ende er jeg alvorligt bange for, at det kommer til at koste arbejdspladser, siger Lone Kok, der er medindehavere af den 23 mand store virksomhed Miss Bagel & Coffee i Espergærde, til Frederiksborg Amtsavis.
Ikke nok tid til forberedelse
Afgifterne skal træde i kraft allerede 1. januar, hvilket kun giver producenterne seks dage til at tage højde for de nye afgifter.
- Og det er helt uacceptabelt. Vi er i denne uge med tre dages varsel, blevet bedt om at komme med nye priser til butikskæden Coop, men det kan vi under ingen omstændigheder nå. Vi kender jo overhovedet ikke indholdet i de nye afgifter, så derfor har vi måttet meddele, at vi selv må bære prisstigningerne, forklarer Lone Kok.
Hun og medejer Lars Bogs har nu skrevet til Folketingets 179 medlemmer med deres indvendinger imod forslaget.