Det grønne Nøglehulsmærke, der skal gøre det let for forbrugeren at træffe et sundt valg foran køledisken, forsvinder fra de magre varianter af Klovborg, Riberhus og Cheasy.
Det bliver fra årsskiftet, at mærket forsvinder. Ostene indeholder nemlig for meget salt i forhold til den tilladte mængde for det grønne mærke, skriver Dansk Handelsblad.
Læs også: Salt er ligeså farligt som rygning
Mejerikoncernens produktudviklere har måttet erkende, at der er naturlige grænser for, hvor langt ned saltindholdet kan komme.
- Salt betyder noget for ostens smag, mikrobiologi, holdbarhed, konsistens og måske endda også udseendet, fortæller Maja Møller, der er ansvarlig for den afdeling, der arbejder med Arlas dialog og forbrugerkommunikation i Danmark.
Mejerigiganten har forsøgt at reducere saltindholdet, men erkender nu, at de fysiske love vinder kapløbet mod de lave saltkrav til Nøglehullet.
Læs også: 8-10 forbrugere kender Nøglehulsmærket
Arla har haft dispensation fra Nøglehulskravet om en fællesnordisk grænseværdi på højst 1,25 procent salt, men dispensationen fra Fødevarestyrelsen udløber ved årsskiftet.
– Vi har ramt muren på et saltniveau, hvor vi ikke kan opfylde nøglehulskravene, og det er vi selvfølgelig kede af. En standard fuldfed Danbo ost er med omkring to procent salt, og vi er kommet ned på 1,5 procent i de fedtfattige oste, siger Henrik Biilmann, der er ansvarlig for ost og smør i Arla Danmark.
– Konsekvensen bliver, at når der ikke er oste med Nøglehulsmærket i Danmark, så har forbrugeren ikke nogen hjælp til at foretage et sundere valg. For vi taler jo om fedtfattige produkter, som er sundere end gennemsnittet af kategorien, og derfor opfylder målsætningen med Nøglehulsmærket, siger han til Dansk Handel.