Chokolade er lige så effektivt som træning

Et stof fundet i chokolade virker lige så styrkende på musklerne som regelmæssig træning, siger forskere

Et skud chokolade er lige så effektivt som en tur på løbebåndet - i hvert fald for mus. (Foto: Colourbox)
Et skud chokolade er lige så effektivt som en tur på løbebåndet - i hvert fald for mus. (Foto: Colourbox)

Det er som en velplaceret sabotage imod alle forsøg på at holde sig til en sundere, slankere livsstil. Men fakta er fakta: Amerikanske forskere har fundet ud af, at mørk chokolade kan være lige så effektivt for muskelstyrken som daglig motion.

I hvert fald, hvis man er en mus.

Mørk chokolade indeholder stoffet epicatchin, der tilsyneladende har en stimulerende indvirkning på musklerne på linje med jogging, skriver Daily Mail.

Chokolade lige så godt som jogging
Forskerne bag forsøget sammenlignede tre hold forsøgsmus: Et hold fik epicatechin fra kakao to gange dagligt i 15 dage, et andet fik epicatechin kombineret med 30 daglige minutter i hamsterhjulet og en tredje gruppe motionerede. men fik ikke ekstraktet.

Efter de 15 dage var resultatet, at de mus, som havde spist chokolade-ekstraktet, klarede sig lige så godt som dem, der havde dyrket motion i 30 minutter dagligt. De mus, der klarede sig bedst, var dem, der havde kombineret chokolade-fixet med daglig motion.

Kan udvikles til medicin
Chokolade-ekstraktet fik musenes celler til at producere mere energi og forbedrede deres iltoptagelse på samme måde som løb og cykling, hævder forskerne ifølge Daily Mail.

De håber, at chokoladens positive egenskaber kan videreudvikles til medicin, som kan bruges imod aldersrelateret tab af muskelmasse.

Indtil videnskaben er nået så langt, kan man jo begynde med at snuppe sig et stykke chokolade, inden man skal ud på en løbetur.

Hvor længe man eventuelt kan fortsætte med chokolade-kuren, før kalorieindholdet gør den kontraproduktiv, melder studiet ikke noget om.