Derfor er VTEC dræberbakterien så farlig

Sommerens dødsensfarlige VTEC-udbrud skyldes en baktiere, hvor arvemassen nu er endelig kortlagt

Bukkehornsfrø og -spirer er højst sandsynlig årsagen til forsommerens massive udbrud af VTEC-bakterien. (Foto: DeathByBokeh/flickr CC)
Bukkehornsfrø og -spirer er højst sandsynlig årsagen til forsommerens massive udbrud af VTEC-bakterien. (Foto: DeathByBokeh/flickr CC)

Det er særligt to egenskaber, der gjorde VTEC-bakterien så pokkers farlig.

- Dels bakteriens evne til at sætte sig fast i tarmens slimhinde og dels toksingenet, der dannede giftstofferne, siger forskningsleder ved Statens Serum Institut, Flemming Scheutz til ekstrabladet.dk.

Og netop giftstoffet gør bakterien dødelig. Giften går nemlig hovedsageligt ud over nyrerne, der ultimativt ender med at svigte.

Læs også: VTEC koster to-årig livet i Tyskland

Den frygtede bakterie går også under navnet VTEC O104, og den nåede at smitte omkring 4100 personer, hvoraf 908 tilfælde kompliceret med nyresvigt (HUS), og i alt 50 mistede livet.

Fordi bakterien er i stand til at sætte sig fast i så lang tid i tarmen, var inkubationstiden også længere end normalt.

- I det her tilfælde var inkubationstiden over otte dage, hvor den normalt er to-fire dage. Af samme grund gik der også lang tid før kilden blev fundet. De smittede blev nemlig kun spurgt om, hvad de havde spist otte dage tilbage i tiden, siger Flemming Scheutz, der også er leder af WHO's reference center for E. coli.

Læs også: VTEC-epidemien er ovre

Først var spanske agurker mistænkt for at have spredt smitten i Tyskland, så blev bønnespirer skældt ud, sukkerærter blev også nævnt. Men det skulle være nogenlunde sikkert, at smitten rent faktisk kom fra bukkehornsspirer- og frø fra Egypten.

En anden grund til at sporingsarbejdet var svært, var fordi mange ikke var klar over, hvad de havde spist.

- Faktisk var kun en tredjedel af patienterne opmærksomme på, at de havde spist bukkehornsspirer, der let kan indgå i for eksempel en sandwich, siger Flemming Scheutz.

Nu da bakteriens arvemasse er klarlagt viser det sig, at der er tale om en ny mere aggressiv variant af VTEC, der er beslægtet med tidligere isolerede bakterier fra blandt andet Afrika.

Arbejdet med kortlægningen er sket i et samarbejde mellem Statens Serum Institut og ledende forskningsinstitutioner i USA. Resultatet er netop offentliggjort i tidsskriftet New England Journal of Medicine.

Kontrolbakterier er sendt til alle EU-lande, så myndighederne vil være bedre rustet ved et fremtidigt udbrud.

Følg Ekstra Bladet på Facebook HER

Sådan genkender du den farlige tarmsygdom

Her kan du se, hvad du skal være opmærksom på:

* Symptomer: Akut maveinfektion, ofte med svære mavesmerter. Hos cirka en tredjedel ses frisk blod i afføringen. Svære tilfælde kan resultere i nyresvigt, der er livstruende. Specielt børn med VTEC-infektion er i risiko for dette. Svær sygdom er ofte ledsaget af påvirkning af centralnervesystemet. På grund af den risiko betragter sundhedsmyndighederne VTEC med særlig alvor.

* Forekomst: VTEC er den mest almindelige årsag til akut nyresvigt hos børn under 15 år.

* Smitteveje: Sygdommen smitter fra person til person eller via drikke- og badevand. Smitten kan også foregå gennem fødevarer for eksempel i køleskabet, som er blevet forurenet med afføring fra dyr eller mennesker. Bakterien findes først og fremmest i raske drøvtyggere.

* Behandling: Man skal undgå at blive behandlet med antibiotika eller tarmstoppende midler (som eksempelvis Imodium), da det kan forøge risikoen for akut nyresvigt hos børn.

Kilde: Statens Serum Institut.