TV: Fra tis til 'lortebær' - sådan bliver dine jordbær plukket
Supermarkedskæden Dansk Supermarked, der blandt andet driver Netto, Føtex og Bilka, har ikke jordbær fra 'Jeppes Jordbær', hvis uhygiejniske produktionsforhold er beskrevet i dagens Ekstra Bladet, på deres hylder, oplyser de.
- Vi får helt præcis fra otte specifikke avlere, og vi har ikke noget med ham der at gøre. Det er en salgsorganisation, som hedder Jordbærgruppen, der leverer til os. De koordinerer salget af jordbær til danske supermarkeder, herunder også til os, siger Dansk Supermarkeds indkøbschef for frugt og grønt, Peter Løth.
Bærrene fra 'Jeppes Jordbær' er blevet solgt i Coop-butikkerne Irma, Superbest og Superbrugsen, og de er stadig til salg i butikkerne.
Har taget et ekstra tjek
Dansk Supermarked stoler på, at deres danske avlere leverer ordentlig kvalitet og hygiejne, siger han.
- Hos de avlere, vi får fra, underskriver medarbejderne en kontrakt, hvor de forpligter sig til at overholde de krav, der er til hygiejne. Det er blandt andet helt basale forhold som, at man selvfølgelig skal frekventere toilettet og at hænderne skal desinficeres, og at man helt generelt skal holde en høj hygiejnisk standard, siger Peter Løth.
- Afstedkommet af de aktuelle artikler har vi været i kontakt med Jordbærgruppen for at sikre os, at der nu er styr på det, og det har jeg en udtrykkelig garanti for, at der er, siger Peter Løth.
Jeg føler mig tryg
Han mener, at sagen om 'Jeppes Jordbær' er et enkelttilfælde, og tror og håber ikke, at den vil skade det generelle salg af danske jordbær:
- Jeg vil i hvert fald synes, at det er ubegrundet. Jeg føler mig i hvert fald helt tryg ved at handle med vores leverandører, og tryg ved, at de har styr på de helt basale forhold, siger Peter Løth.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.