De bønnespirer, der er mistænkt for at være inficeret med den farlige VTEC-bakterie, er ikke blevet solgt i danske butikker.
Det oplyser Coop og Dansk Supermarked, som tilsammen dækker over størstedelen af de danske fødevarebutikker.
Faktisk er bønnespirerne ifølge Dansk Supermarked formentlig kun solgt til cateringvirksomheder og primært i Nordtyskland.
Spirerne, som kommer fra en bestemt gård i delstaten Niedersachsen, bliver nemlig solgt på et frugt og grøntmarked for erhvervslivet - Hamburgs pendant til Grønttorvet i København.
Det vides ikke, om nogen danske cateringvirksomheder har købt ind på det tyske marked.
Læs også: Tyskland vil hjælpe spanske agurkebønder
Svar i dag
De tyske laboratorier har endnu ikke leveret et afgørende bevis på, at smitten stammer fra de specifikke bønnespirer, men indicierne er så entydige, at ministeriet anbefaler, at man undlader at spise dem.
Et endeligt svar forventes senere mandag.
I første omgang er det mistænkte landbrug blevet lukket helt ned, og myndighederne er i færd med at undersøge 18 forskellige spireblandinger fra gården. Blandt disse er bønnespirer, broccolispirer, ærte- og kikærtespirer.
- Det er den mest overbevisende kilde til e-coli-smitten, vurderer Gert Lindemann, der er landbrugsminister i den nordtyske delstat Niedersachsen.
Læs også: Agurkebakterie er ny og super-giftig
18 danskere ramt
VTEC-bakterien har hærget især i Nordtyskland, hvor flere tusinde er blevet smittet, og over 20 personer har mistet livet på grund af smitten.
I Danmark viser de seneste tal, at 18 danskere er smittet - heraf har syv fået nyresvigt, som er en af de farligste konsekvenser af colibakterien.
Når resultatet af de tyske undersøgelser kommer i løbet af mandag, vil Fødevarestyrelsen revurdere sine anbefalinger.
Indtil da lyder det fortsat, at danskerne skal holde sig fra agurk, tomat og salat fra Nordtyskland.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.