Fødevarstyrelsen i Danmark ændrer nu anbefalingen om, at man ikke bør spise agurker fra Spanien. Det sker efter, myndighederne i Hamborg meldte ud, at spanske agurker ikke kan udpeges som kilden til den udbredte smitte med tarmbakterien VTEC, som hærger Tyskland.
- Vi ophæver advarslen mod spanske agurker nu, da prøver har vist, at de ikke er smittet med denne e-coli. Advarslen imod rå agurk, tomat og salat fra Nordtyskland opretholder vi, siger Kim Vandrup Sigsgaard fra Fødevarestyrelsen til ekstrabladet.dk.
Læs: Svensker død af frygtet tarmbakterie
Ikke kilde til smitten
Mistanken til de spanske agurker opstod, efter at tre spanske agurker i sidste uge blev testet positive for VTEC.
Men yderligere undersøgelser viste, at den VTEC, som var i agurkerne, ikke er samme type som den, der blev fundet hos de syge patienter. De spanske agurker kan altså ikke være kilden til det udbrud, som er i gang.
- Som tidligere forbliver kilden uidentificeret. Vores håb om at finde kilden til tilfældene af svære komplikationer med HUS (nyresygdom, red.) er desværre ikke blevet opfyldt af disse første resultater, siger den ansvarlige på området, Hamborgs helbredssenator Cornelia Prüfer-Storcks.
Læs: EU sætter alt ind i jagt på bakterie
Spanierne vrede
De tyske myndigheder advarede i sidste uge om at spise agurker fra Spanien, baseret på mistanken om, at de var kilde til VTEC-smitten. Den tyske håndtering af sagen har udløst vrede i Spanien, hvor man føler, at landets grønsagsproducenter uretmæssigt er blevet hængt ud.
- Vi er skuffet over den måde, Tyskland har håndteret situationen på, siger Spaniens landbrugsminister Rosa Aguilar til BBC.
Agurke-krisen har dagligt kostet de spanske producenter af agurker 200 millioner dollars, siger producenternes brancheorganisation ifølge BBC.
VTEC-smitten har ramt hårdest i Tyskland, hvor mere end 1000 er blevet syge og 15 er døde af infektionen. Også danskere er blevet alvorligt syge af bakterien, som kan udvikle sig til den alvorlige sygdom HUS, der medfører indre blødninger og nyresvigt.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.