Du kan få penicillin-rejer og olie-ost

Gasset oksekød ikke ene om at være behandlet på en helt særlig måde - Ekstra Bladet har taget et tjek på andre madvarer

Tigerrejerne ser flotte og sunde ud - de har også fået masser af antibiotika under deres opvækst, bare for at være på den sikre side. (Foto: Jesper Stormly Hansen)
Tigerrejerne ser flotte og sunde ud - de har også fået masser af antibiotika under deres opvækst, bare for at være på den sikre side. (Foto: Jesper Stormly Hansen)

Coops beslutning om at erstatte deres friskhakkede kød med fabriksfremstillet hak, der er forseglet og 'gasset' så det kan holde sig i helt op til 8 dag i butikken, trak overskrifter og forargede kommentarer fra madelskere.

Det medførte stor harme, da det gassede kød ifølge visse eksperter smager genopvarmet. Men hvad med alle de andre varer, som vi putter i kurven uden at se os tilbage?

Ekstra Bladet har taget et kig på nogle af supermarkedets favoritter, som bliver lige knap så indbydende, når kender deres forhistorie.

Medicinerede rejer
De populære, store varmtvandsrejer som bliver solgt under navne som 'tigerrejer', 'kinarejer' og 'wannameirejer', bliver avlet på dambrug i Sydøstasien. Her vokser rejerne op trygt og sikkert i en kemikaliebalje tilsat en velvoksen dosis antibiotika.

Ellers kan farmerne risikere, at 'rejehøsten' bliver ødelagt af bakterier, som kan angribe rejerne mens de er små - en dyr risiko at løbe for farmeren. Overforbruget af antibiotika er med til at udvikle resistente bakterier, som kan give problemer for mennesker så vel som dyr.

Varmtvandsrejerne er på grund af deres produktion havnet på WWF's 'røde liste' over fisk, man ikke bør købe af hensyn til miljøet.

Gas holder frugten frisk
Mmmmm, se de dejlige, røde æbler som de skinner - lige frisk fra træet. Men måske ikke helt så nyplukkede, som de ser ud. Frugt og grønt som æbler og gulerødder kan snildt have et år eller mere på bagen, før de havner ude i butikkerne.

Ved at opbevare frugten i lagerrum med en såkaldt 'kontrolleret atmosfære', hvor luftens sammensætning er ændret så den indeholder mindre ilt og mere CO2 og kvælstof, kan man forhindre frugten i at modne, og den kan holde sig frisk og salgbar i mange måneder.

Frugten bliver endnu mere langtidsholdbar, hvis man kommer lidt magi i luften. Siden 2005 har det været lovligt at tilsætte stoffet 1-methylcyclopropen, markedsført under navnet 'SmartFresh', i containere og opbevaringsrum. SmartFresh hæmmer dannelsen af det stof, som får frugten til at modne.

Pizza....ost?
Kig godt på posen med revet ost og skiverne af sandwichost: Står der nogen steder, at det faktisk er ost, eller bliver produktet markedsført under kryptiske navne som 'pizza-topping'?

Så er det måske slet ikke ost, men vegetabilsk olie som er blandet op med mælkepulver eller tilsat en procentdel 'ægte' ost. Tilføj et skud farve, noget emulgator og voila: Det ligner fuldstændig ost - men det er det ikke. Og derfor må producenterne heller ikke kalde det ost.

Medicineret fisk
Pangasius-fileter er blevet populære i de danske køkkener, fordi de billige, benfri og nemme at tilberede. Men ligesom varmtvandsrejerne gemmer de på en dunkel hemmelighed:

Fiskene bliver opdrættet intensivt i især Vietnam, og for at holde sygdommene nede blandt fiskene som svømmer tæt (op til 100 fisk pr kvadratmeter siger forskere til DRs P1) - ja, så skal kemikaliebøtten frem igen.

Ifølge en forskningsrapport fra Vietnam bruger opdrætterne 39 forskellige slags kemikalier og lægemidler for at holde fiskene i live længe nok til, at de kan blive fisket op og eksporteret.