Supermarkeder og fødevareproducenter skovler penge ind på din bekostning. Mens råvarepriserne rasler ned, sætter de priserne på brød, kød og andre basisvarer op - eller lader dem blive på et urimeligt højt niveau.
I Rema 1000 kostede et halvt kilo hakket oksekød f.eks. 21,95 kr. i juni 2008, mens du i dag må bøde 26,95 kr. for den samme pakke. Landmanden nyder ikke godt af den højere pris, for han har siden november 2007 fået ni procent mindre for sit kød.
- Da råvarepriserne steg i forbindelse med fødevarekrisen, havde supermarkeder og producenter travlt med at sætte priserne op.
- Nu ser det ud til, at de lader priserne blive oppe eller hæver dem yderligere, selv om krisen er drevet over, siger fødevareøkonom Henning Otte Hansen fra Københavns Universitet.
Bør sættes voldsomt ned
Siden november 2007 har landmanden fået 34 procent mindre for sit korn til brød. Men det kan man ikke se på prisskiltene i Fakta. Her har man ladet brødpriserne fortsætte opad, så du i dag betaler 17,25 kr. for en pakke Grov Sandwich, der 13. november 2008 kostede 16,50 kr.
- Coop har varslet, at de vil sætte brødpriserne ned drypvis. Men for nylig kom de ud med et meget nydeligt årsregnskab, så der skulle være råd til at sætte priserne ned nu, siger økonom i Forbrugerrådet Martin Salamon.
Konkurrencestyrelsen vurderede i oktober 2008, at omkring 50 procent af prisen på brød strøg direkte i lommerne på de forretningsdrivende og producenterne. Nu er råvarepriserne på brød og mælk faldet yderligere, med det kan ikke ses på forbrugerpriserne.
For lidt konkurrence
- En forklaring kan være, at der simpelthen ikke er konkurrence nok, fordi der ikke er mange spillere på markedet. Derfor iværksætter vi også en undersøgelse, der forventes færdig omkring juni, så vi måske kan komme nærmere en forklaring, fortæller kontorchef i Konkurrencestyrelsen Hans Kierkegaard.
Slut med at gå til bageren
26 kroner for fire rundstykker. Der går grænsen for værktøjsmager Svend Hadberg.
- Jeg synes, det er for groft med de opskruede priser, når man ser, hvor meget dej, der går til et rundstykke, siger Svend Hadberg, der købte rundstykker til familien hver lørdag og søndag indtil for halvandet år siden.
Nu bager han selv.
- Jeg tænkte, at nu kan det fandeme være nok, så nu står jeg op lidt før og bager i bagemaskinen, siger Svend, der synes, at priserne generelt er steget i supermarkedet.
- Særligt ost er blevet rasende dyrt. Førhen var de bedre til at køre tilbudspriser, men i dag koster et lille stykke nemt 65 kroner, siger Svend, der også har bemærket, at margarine og mel er blevet dyrere.
- Selv om det bare drejer sig om et par kroner, så lægger jeg mærke til det.
Boykot brødet
Hos familien Hadborg, der også tæller Svends kone og to sønner på 16 og 21, er der ikke udsigt til, at det hjemmebagte brød afløses af bagerens rundstykker foreløbig.
- Hvis alle boykottede brødet, så blev de jo nødt til at sætte prisen ned.