Trods protester fastholder Fødevarestyrelsen uden ændringer en tilladelse til eksport til tredjelande af store Østersølaks, der har så højt et indhold af dioxin, at de ikke må sælges inden for EU.
Der er kun sproglige ændringer i en ny bekendtgørelse, der med øjeblikkelig virkning åbner for eksport til lande, forudsat at myndighederne selv godt vil tillade laks som fødevare, selv om de har et højere indhold af dioxin, end EU's grænseværdier tillader.
Blandt andre Enhedslisten, Greenpeace og Danmarks Sportsfiskerforbund har kaldt tilladelsen uetisk. Imens har bornholmske fiskere erklæret eksporttilladelsen for livsvigtig for dem.
Kun små laks tilladt
Inden for EU er det kun tilladt at sælge små laks fra Østersøen under 5,5 kilogram - og for de større af dem kun hvis de er renset for fedtlag, hvor dioxin ophobes.
Den nye bekendtgørelse retter ind efter EU's egne regler, der tillader eksport til tredjelande, hvis de selv vil have varerne, hvormed Danmark ikke har lov at opretholde de hidtidige restriktioner.
Fødevarestyrelsen argumenterer blandt andet også med, at grænseværdierne for dioxin i for eksempel u-lande ikke behøver at være så høje som inden for EU, fordi den samlede påvirkning af dioxin er mindre i områder uden større industri.
Fødevarestyrelsen vil kontrollere, at eksportører har tilladelse fra modtagerlandenes myndigheder til handlen.