Hans signatur-drik indeholder øllebrød, og den skaffede ham blandt andet Danmarksmesterskabet i kaffebrygning. Med andre ord er Søren Stiller Markussen landets bedste barista.
Siden DM-titlen kom i hus i maj måned, har Søren Stiller Markussen arbejdet videre med sin signatur-kaffe.
- Der er stadig øllebrød og ingefærsirup i, men kaffen er ny. Den er mere cremet, sød og bær-agtig, så fløden er helt droppet, siger Søren Stiller Markussen til ekstrabladet.dk.
Mandag aften lavede han den sidste kaffe inden VM 'bare lige for at få mælken til helt at spille', tirsdag er gået med afslapning og mentaltræning.
Skyder sig ind på maskinen
I dag har han såkaldt 'maskintid', hvor han får mulighed for at lære vm-maskinen at kende. Blive fortrolig med hvordan den for eksempel 'steamer ud'.
Lidt over torsdag middag vil Søren Stiller Markussen stå VM-klar. Han indleder et kvarters kaffebrygning med mundtligt at præsentere sin kaffe, og han kan nærmest talen udenad.
- Jeg vil tale lidt om os i Norden og vores forhold til kaffe, siger Søren Stiller Markussen, der efter DM beskedent sigtede efter en placering blandt de seks bedste. Sidste år fik han VM-sølv.
Læs mere på ekstrabladet.dk i morgen om, hvordan det går med Søren Stiller Markussen.