Hvad fanden er der galt med Grindsted?

DET STORE BURGERKORT: Udenlandske burgerkæder er indtil videre gået langt uden om Grindsted. Men hvorfor?

Et større jysk område med Grindsted som mest fremtrædende by, er helt blottet for udenlandske burgerkæder. (Foto fra Google Maps)
Et større jysk område med Grindsted som mest fremtrædende by, er helt blottet for udenlandske burgerkæder. (Foto fra Google Maps)




Fire udenlandske burgerkæder har efterhånden plastret det meste af Danmark til med sine kalorieholdige hamburgere.

Men en enkelt sort plet i det jyske skiller sig gevaldig ud fra resten af landet. En plet indkranset af Vesterhavskysten mod vest, hoved-/motorvej 15 fra Ringkøbing til Aarhus mod nord, Østjyske Motorvej fra Aarhus til Kolding mod øst og Esbjergmotorvejen mod syd.

En burgerkædefri plet, der ellers tæller stolte jyske handelsbyer som Skjern, Brande, Brædstrup, Ry, Billund, Nørre Snede, Tarm, Ølgod - og Grindsted, ikke mindst.

I Grindsted - eksempelvis - overlever 9633 indbyggere hver dag mirakuløst uden skyggen af disse fedtfyldige vidundere. Uden glæden ved mundvand, uden det hurtige sukker-/saltkick, uden den ultimative glæde ved livet.

Undrende borgmester
Alligevel sejrede den siddende borgmester stort ved det nyligt afholdte kommunalvalg.

- Gik du til kommunalvalg på at hente en udenlandsk burgerkæde til kommunen, siden du sejrede så stort?

- Nej, men jeg gik heller ikke til valg på ikke at hente en til byen, siger borgmester Ib Kristensen (V), som har absolut flertal i Billund kommune, hvor Grindsted er placeret.

Hvem overlever den store burgerkrig?

- Fortjener dine indbyggere ikke burgere på 90 sekunder?

- Jo, og det undrer også mig, at ingen fastfoodkæder endnu har etableret sig i kommunen, som årligt besøges af to-tre millioner turister. Vi har været i dialog med enkelte, men vores forslag til belligenhed faldt ikke i deres smag, og de har ikke selv kunnet finde en.

- Hvad lever I så af?

- Der er jo mange andre glimrende burgerbarer i kommunen, lyder det fra borgmesteren, som dog afviser at afsløre sin favorit.

Afviser intet
McDonald's, landets største burgerkæde, vil ikke afvise, at Grindsted og omegn i fremtiden vil blive beriget med den gyldne måge.

- Der er intet i vejen med Grindsted. Og vi kigger da på Billund kommune ligesom vi kigger efter placeringer i resten af landet. Det handler om den helt rigtige placering. Finder vi den, slår vi til.

- Kan du afvise, at I på et tidspunkt vil etablere jer i Grindsted?

- Jeg kan ikke afvise noget, men det handler om beliggenhed og opland.

Og indtil den beliggenhed er fundet, kan du øverst her på siden blive guidet til din nærmeste burgerkæde. Zoom ind på kortet og få stillet sulten.