Badehotel får stor bøde

Fødevarestyrelsen har langet en sur smiley og en bøde på 20.000 kroner ud til firestjernet badehotel

Foto: Thomas Dahlstrøm Nielsen/Wikimedia Commons
Foto: Thomas Dahlstrøm Nielsen/Wikimedia Commons

Dyvig Badehotel på Als har fået en gevaldig ridse i lakken efter det seneste besøg fra Fødevarestyrelsen.

Det firestjernede hotel har nemlig måttet sluge en sur smiley og en bøde på 20.000 kroner, viser kontrolrapporten fra fødevaremyndighederne.

Årsagen er, at hotellet har opbevaret fisk ved for høj temperatur.

Ifølge Fødevarestyrelsen havde køkkenet opbevaret fersk laks og ferske fiskefileter ved for høj temperatur, idet Fødevarestyrelsen målte temperaturen i det køleskab, de var opbevaret i, til 7,4 grader, mens kernetemperaturen i blev målt til 4,3 grader i rødspættefileter og 5,7 grader i laks.

Ifølge styrelsens regler skal fersk fisk opbevares ved højst to grader eller i is.

Af rapporten fremgår det, at virksomheden lover fremover at lægge fersk fisk på is.

Får to besøg mere
Ud over bøden og den alvorlige anmærkning har badehotellet fået indskærpet, at alle redskaber, udstyr og tilbehør, der kommer i berøring med fødevarer, skal holdes ordentligt rent, og derudover er der konstateret snavs og kalk i to ud af tre isterningemaskiner.

I forbindelse med fødevarekontrollens besøg blev det fra hotellets side lovet, at man ville gøre det rent med det samme.

På grund af den alvorlige indskærpelse vil hotellet få besøg af Fødevarestyrelsen yderligere to gange, som vil koste dem et gebyr.

- Det var mousse
Hos Dyvig Badehotel er man imidlertid meget uenig med rapportens konklusioner.

Det siger forpagter John Bech Amstrup til Ekstra Bladet.

- Vi er uforstående over for det, for de skriver, at det er fersk laks, de har taget temperaturen på, men det er det ikke. Det er en laksemousse, så det vil sige, at det er tilberedt og dermed en kølevarer, der må være mellem fem og seks grader, siger han.

Han siger samtidig, rødspættefileterne bliver tilberedt om formiddagen til frokosten på hotellet.

- De har formentlig målt temperaturen i persillen frem for fisken, og der er temperaturen lidt højere, siger han.

Klager over afgørelse
Han fortæller, at hotellet nu har klaget over afgørelsen, og at han er ked af at skulle have en sur smiley hængende, mens Fødevarestyrelsen følger op på sagen.

- Det svarer til at være blevet dømt uden rigtig at være blevet dømt, siger han.

Fødevarestyrelsen oplyser til Ekstra Bladet, at man har modtaget klagen fra Dyvig Badehotel.

Da sagen nu bliver behandlet af styrelsens jurister, ønsker de ikke at kommentere sagen yderligere.