Bager får sur smiley: Der var pinligt rent, men hun havde glemt noget

EU-regel medfører, at en dansk bager får bøde og en sur smiley for noget, der intet har med hygiejne at gøre

Følg Fødevarer

Centerbageren i Ishøj er blandt de første fødevarevirksomheder i Danmark, som er blevet straffet for at bryde en særlig EU-lov.

- Det er ikke rimeligt. Min hygiejne er i top, men hende fra Fødevarekontrollen sagde, at hun ikke havde andre muligheder end at give mig en bøde på 5.000 kroner og en sur smiley, som skal op og hænge i vinduet, siger Samar Rashdan, ejer af Centerbageren.

Samar Rashdan har ret i at Fødevarestyrelsen aldrig har fundet anledning til at kritisere hygiejnen i forretningen.

Stemplet som lovbryder
Men når hun i sidste uge med en sur smiley blev stemplet lovbryder, skyldes det, at hun havde undladt at hænge et skilt op, hvorpå der stod, at ’kunderne kan få oplysninger om allergener ved at henvende sig til personalet.’

Centerbageren i Ishøj ligger nemlig i EU, som har indført Mærkningsforordningen, som ved årskiftet 2016-2017 blev direkte gældende i dansk ret.

Det betyder, at enhver fødevarevirksomhed skal hænge sådan et skilt op, hvis ikke varerne har en skriftlig deklaration, så allergikere kan se, om der eksempelvis er nødder i kagen.

Glemte skiltet
Samar Rashdan havde faktisk informationerne om allergener i en mappe, siger hun. Hun havde blot glemt at skilte med, at det havde hun. Hun har nu fået skiltet op, men hun synes, at straffen er hård.

Det synes også hotel- og restauranterhvervets brancheorganisation, Horesta.

'Ude af proportion'
- Det er ude af proportion, når man som virksomhed kan få så hård en sanktion for ikke at hænge et skilt op. Vi støtter smiley-ordningen, fordi det giver god forbrugeroplysning. Men når man kan uddele negative smileyer for forhold, der ikke direkte har noget med fødevaresikkerhed at gøre, udhuler det ordningen, siger Horestas politiske direktør, Kirsten Munch.

- Man misinformerer reelt forbrugerne, som bare ser symbolet og tror, at virksomheden har problemer med fødevaresikkerheden, synes hun.

Samar Rashdan havde af Fødevarestyrelsen fået en advarsel - en såkaldt indskærpelse; besked på at hænge skiltet op. Ved næste kontrolbesøg var det stadig ikke synligt, og derfor eskalerede sanktionen til en bøde.

Livsfare
Fødevarestyrelsen oplyser til Ekstra Bladet, at allergener i værste fald kan medføre døden for allergikere - og at pligten til at oplyse om allergener derfor har med fødevaresikkerhed at gøre.

'Så selv om det ikke har noget med hygiejne at gøre, er det mindst lige så vigtigt for dem der lider af allergi, at de kan få retvisende oplysninger - og handle på baggrund af de oplysninger,' skriver Fødevarestyrelsen.

Forleden kunne Ekstra Bladet beskrive, hvordan EU forbyder godt stegte gyldne pommes frites - de skal i stedet være blege.

Læs kontrolrapporten med den sure smiley her.

Her er reglerne

​​​​Ifølge Mærkningsforordningen skal restauranter og spisesteder kunne oplyse deres kunder om de allergene ingredienser, der er til stede i ma​​den. Mærkningsforordningen gælder i hele EU og for alle typer af restauranter og spisesteder – fx cateringvirksomheder, pizzeriaer, grillbarer og smørrebrødsforretninger.

Oplysningerne kan gives enten mundtligt eller skriftligt. Hvis en virksomhed vælger at give oplysningerne mundtligt, skal der et synligt sted – fx på et skilt – i virksomheden være information om, at kunden kan få oplysninger om allergener ved at henvende sig til personalet. 

Muligheden for at give oplysningerne mundtligt gælder for mad serveret på spisestedet eller for fødevarer, der pakkes på salgsstedet på anmodning af køberen (fx pizzaen, der bestilles via nettet) eller er færdigpakkede med henblik på direkte salg. Direkte salg omfatter både den situation, hvor der pakkes til salg på samme salgsdato, og den situation, hvor varer i samme detailforretning fremstilles, pakkes og udbydes til salg og skal sælges i en periode, der er længere end én salgsdag. Læs mere om de særlige salgssituationer i Mærkningsvejledningen.

For færdigpakkede fødevarer skal oplysninger om allergener altid være skriftlige. Se definitionen af færdigpakkede fødevarer i Mærkningsvejledningen.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

Læs om allergener hos Fødevarestyrelsen.

Nogle af de virksomheder, som rådgiver fødevareerhvervet har lavet skilte, som kunderne kan hænge op. Foto:  eDokumentation
Nogle af de virksomheder, som rådgiver fødevareerhvervet har lavet skilte, som kunderne kan hænge op. Foto: eDokumentation

Det er ikke B.T. og Ekstra Bladet, der er de beskidte

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.