Fup på Sunset: 'Friske' sandwicher er to dage gamle

Fastfood-kæden bilder kunderne ind, at daggamle sandwicher er helt frisklavede

Det eneste, medarbejderne gør, når kunderne bestiller sandwicherne, er at køre dem gennem denne grill og tilsætte iceberg-salat og vupti: 'Den er frisk-og håndlavet og bygget med kærlighed, smil og godt håndværk', hævder Sunset.
Foto: Jacob Jørgensen
Det eneste, medarbejderne gør, når kunderne bestiller sandwicherne, er at køre dem gennem denne grill og tilsætte iceberg-salat og vupti: 'Den er frisk-og håndlavet og bygget med kærlighed, smil og godt håndværk', hævder Sunset. Foto: Jacob Jørgensen
Følg Fødevarer

Den landsdækkende Sunset Boulevard-kæde snyder sine kunder til at tro, at måltiderne er frisklavede:

'Vores sandwich og burgere ligger ikke færdiglavede og venter på, at du kommer ind fra gaden og er sulten', lover Sunset Boulevard i sin markedsføring.

'Alt er frisk-og håndlavet til din bestilling og fyldt med gode råvarer. Vi laver den til dig. Det er din garanti for, at din sandwich er frisksmurt...'

Lignende løfter fremfører sandwich-kæden overalt på deres website, hvorfra folk også bestiller maden.

Ligger i skuffer
Men garantierne holder ikke.

Ekstra Bladets Maddetektiv har kigget i nogle skuffer bag kasserne i en række Sunset-filialer.

Her ligger sandwicherne i en skuffe og venter på, at der er kunder, som vil bestille. Foto: Jakob Jørgensen
Her ligger sandwicherne i en skuffe og venter på, at der er kunder, som vil bestille. Foto: Jakob Jørgensen

Heri ligger svampede hvide brød med sandwich-fyld i op til 48 timer, indtil folk bestiller dem.

Så sandwicher lavet eksempelvis torsdag morgen, bliver solgt fredag aften, hvor de ikke længere ligefrem er friske.

Sådan ser de færdiglavede sandwicher ud inden der kommer salat i. Foto: Jakob Jørgensen
Sådan ser de færdiglavede sandwicher ud inden der kommer salat i. Foto: Jakob Jørgensen

For fyldet bliver, som timerne skrider frem, til en mere og mere smattet substans af eksempelvis kylling, ost, bacon, dressing og slatne tomatskiver.

Det eneste, medarbejderne gør, når kunderne bestiller sandwicherne, er at køre dem gennem en grill og tilsætte iceberg-salat og vupti:

'Den er ' frisk-og håndlavet og bygget med kærlighed, smil og godt håndværk', hævder Sunset nu.

Ifølge medarbejdere hos Sunset, er det produkterne 'Grilled Ham', 'Classic Chicken Bacon', 'Fuldkorn Chicken Bacon' og 'Snackwich', der er lavet på forhånd.

Pynter på virkeligheden

- Sunset Boulevard pynter mildest talt på virkeligheden, siger Camilla Udsen, fødevarepolitisk seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

- Jeg mener helt klart, at det er vildledende at kalde sandwicher frisklavede, når de har ligget på køl i mange timer og blot tilsættes salat til sidst, siger hun.

Sunset serverer også sandwicher, som rent faktisk er frisklavede.

Det eneste, der kommer i, er salat. Foto: Jakob Jørgensen
Det eneste, der kommer i, er salat. Foto: Jakob Jørgensen

Bøde: Sandwicher i møgbeskidt kasse

Ikke nok med, at sandwicherne ikke er friske som lovet. Fødevarekontrollen opdagede for nylig i filialen på Hovedbanegården i København, at de blev opbevaret på en ulækker måde.

'En plastkasse, hvori der opbevares forberedte sandwichs, fremstår med vand og gamle madrester indeni og snavs og brødkrummer på kanter udvendigt', skriver Fødevarekontrollen, som kvitterede med en bøde på 10.000 kroner og dertil en sur smiley.

Sunset lover, at forholdene er bragt i orden.

'Vi er selvfølgelig i gang med at undersøge, hvordan vi overhovedet kan komme hertil. Ingen skal være i tvivl om, at de pågældende anmærkninger er helt uacceptable for Sunset Boulevard,' skriver kæden i en mail til Ekstra Bladet.

Kunderne: - Snyd!

Meget tyder på, at danskerne er hoppet på de lige lovlig friske løfter fra Sunset.

De forbipasserende som Ekstra Bladet forleden traf nær Sunset Boulevard på Hovedbanegården i København, gav udtryk for skuffelse og væmmelse ved synet af et stykke fugtigt halvfabrikata-brød med fyld - medbragt fra køleskuffen.

Foto: Jakob Jørgensen
Foto: Jakob Jørgensen

- Puha, vi ryger på McD (McDonald's, red). Det der er fucking klamt - og det er fucking snyd, at Sunset ikke sælger friske sandwicher, som de altid påstår, siger Viggo Maribo (tv.). Kammeraterne Marco Paepke, Oliver Mortensen og Martin Razavi stemmer i med et antal ukvemsord og mishagsytringer.

Foto: Jakob Jørgensen
Foto: Jakob Jørgensen

- Jeg køber heldigvis kun sjældent noget på Sunset - heldigvis, for det der er ikke særligt lækkert. Man forventer klart, at de laver friske sandwicher. Så meget skuffende, siger den 28-årige Mette Asmussen

Foto: Jakob Jørgensen
Foto: Jakob Jørgensen

- Jeg besøger højst Sunset Boulevard en gang om året, men det er slut nu, for man forventer jo ikke, at de bruger færdiglavede sandwicher. Jeg ville ønske, at den amerikanske kæde Subway i stedet kommer til Danmark, for de laver faktisk maden på bestilling, siger den 23-årige fransk-danske Frederik Balding fra Paris.

Sunset: Det er frisklavet i vores øjne

Sunset har ikke ønsket at stille op til et interview, men driftschef, Jens Baisner, fastholder:

'Al vores mad er frisklavet på gæsternes bestilling. Det er rigtigt, at vi forbereder en del af vores mad på forhånd. Præcis ligesom vi ikke skærer baconen eller snitter løgene i det øjeblik, du bestiller en burger. Når du bestiller en grillet sandwich, griller vi den, tilsætter frisk salat, og hvad du ellers bestiller af tilbehør. Det er frisklavet i vores øjne. Den formulering, du har fundet på vores hjemmeside, kan vi dog godt se, kan misforstås. Det beklager vi og retter til, men det ændrer ikke på, at vi fuldt ud kan stå inde for kvaliteten og friskheden af vores sandwiches – både de, der er grillede og de, der ikke er.'

Mere fra Ekstra Bladet+

Mettes skamløse spinshow

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+