McDonalds i USA storsatser i 2016 på McPick, hvor du kan vælge to ting fra menukortet for to dollar.
De fire ting, der kan vælges imellem, er McChicken, McDouble, pomfritter og mozarella-sticks.
Men mozarella-stængerne har vist sig som noget af en smagsløs oplevelse, da flere af dem har manglet den primære ingrediens: osten.
Og ingen gider sgu da guffe McPick uden at blive belønnet med smeltet mozarella!
Adskillige har valgt at dele frustrationerne på Twitter, som lige nu bombarderes med billeder af mozarella-stænger uden mozarella.
Burgerkæden har allerede været ude og undskylde:
'Vi er klar over, at en mindre del af vores gæster er bekymrede over vores Mozarella Cheese sticks'.
'I disse tilfælde mener vi, at osten smeltede ud under bagningen i vores køkken, og de skulle ikke have været serveret. Vi undskylder til alle de kunder, som har været berørt. Vi arbejder på at ordne det i vores restauranter', lyder det i et skriftligt svar fra McDonalds-talskvinde Lisa McComb til NBC Chicago.
Helt at fjerne det smørrede grin fra burger-bosserne ansigter kan #McPickgate dog nok ikke. Tidligere på måneden oplyste McDonald's, at salget steg med 5,7 procent i sidste kvartal af 2015 - blandt andet på grund af kæden nu serverer morgenmad døgnet rundt og et for årstiden usædvanlig varmt vejr, skriver AP.
Det er andet kvartal i træk salget stiger og den bedste periode for kæden siden 2012.
Der er dog stadig et stykke op for kæden, som mistede tre procent af sine kunder i 2015 og 4,1 procent året før. Omsætningen faldt i 2015 med syv procent og overskuddet faldt med fem procent til 31 milliarder kroner.