Er du en af de smittede? Skriv en mail til 1224@eb.dk eller send en SMS til 1224 (koster alm. takst)
Syv personer er under mistanke for at være smittet med en alvorlig e-coli-bakterie af typen VTEC O157, efter at de har spist kebab på forskellige spisesteder i København og Aarhus, oplyser Statens Serum Institut.
De syv er alle unge mennesker overvejende i 20’erne, der er blevet syge i tidsrummet fra november 2014 til januar 2015. Fire af personerne er blevet ramt af bakterien siden november 2014, mens tre andre personer er under mistanke for smitten, oplyser Statens Serum Institut.
- Disse syv personer, der alle har spist kebab/shawarma på forskellige restauranter i Københavns- eller Aarhus-området, er smittet uafhængigt af hinanden.
- Der er derfor mistanke til, at smitten kan være sket fra den mad, der er serveret på disse restauranter, skriver de.
Udbruddet blev opdaget ved, at Statens Serum Institut konstaterede flere tilfælde af VTEC O157:H7-infektion, hvor efterfølgende typebestemmelse viste, at disse bakterier var identiske. Det viste sig efterfølgende, at de alle havde spist kebab/shawarma.
Desuden er der blevet anmeldt yderligere tre sygdomstilfælde efter besøg på shawarma-restaurant, hvor E. coli O157 ikke er påvist ved undersøgelse af afføringsprøver.
Indtil videre har eftersporing ikke givet en entydig forklaring på smittekilden, og tilsyn på spisestederne har vist, at der ikke er problemer med hygiejnen. Fødevarestyrelsen arbejder på at finde smittekilden.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Sundhedsstyrelsen, der ikke umiddelbart har yderligere oplysninger i sagen.
Statens Seruminstitut skriver, at man, såfremt man bliver syg med alvorlig, og især blodig, diarré, bør man søge læge med henblik på nærmere diagnostik.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.