Muligvis virker de 70’er-inspirerede glimmer plateaustiletter ikke som et lige så indlysende godt køb morgenen efter, man har købt dem, hvis man havde fået lidt for meget at drikke, da man klikkede 'køb' i netbutikken aftenen før.
Hver anden har shoppet på nettet, efter de havde drukket, viser en undersøgelse, som internetfirmaet Kelkoo har fået foretaget.
Det samme for Danmark
Selvom de adspurgte i undersøgelsen er englændere, mener Kelkoos danske direktør, at undersøgelsens resultater sagtens kan overføres til Danmark.
- Når folk sidder derhjemme og hygger sig med et glas vin, så kommer de lige til at kigge lidt rundt på nettet, og så kan man nemt komme til at købe noget, som man ellers ikke ville have købt, fordi det kun kræver ganske få klik, siger Bo Jensen.
Hver anden svarer i undersøgelsen, at de generelt bruger flere penge på nettet, når de er berusede.
Sjovt nok i småtingsafdelingen
Samtidig svarer hver syvende, at de har købt noget på nettet, som de aldrig ville have købt, hvis de havde været ædru. Det betyder, at mange må sende varerne tilbage igen, når de modtager dem. Men det ser Bo Jensen ikke det store problem i.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at man bruger penge på noget, man ellers ikke ville have brugt penge på, men så længe det er i småtingsafdelingen, så er det da meget sjovt.
Returretten gælder uanset promille
- Jeg kan i hvert fald komme i tanke om mange værre ting, man kan komme til at gøre, når man er fuld, siger Bo Jensen, der understreger, at man har ret til at returnere varerne, hvis man fortryder købet.
I alt har 4200 briter deltaget i undersøgelsen 'Don't drink and click', der viser, at langt de fleste tilfælde af fuldskabsrelaterede køb på nettet sker mellem klokken 22 og 01.
Hvad er dit værste fuldemandskøb? Skriv i kommentarfeltet nedenfor