Studerende har ret til rabat på deres daglige transport mellem bopæl og skole/uddannelsessted, men det kan være en dyr fornøjelse at få fat i det såkaldte uddannelseskort.
Eva Lassen på 23 år har siden oktober måned ikke haft andet end problemer med at komme fra hjemmet i Nørre Alslev til pædagogseminaret i Nykøbing Falster, hvor hun studerer.
Betalte tre måneder forud
Når man bestiller sit uddannelseskort kan man vælge imellem at få tilsendt en regning eller lade DSB trække beløbet fra den studerendes konto.
Eva Lassen vælger det sidste. I slutningen af september bliver der reserveret 562 kroner på kontoen for oktober måneds uddannelseskort. Eva Lassen kan altså ikke bruge pengene.
Alligevel modtager hun også en regning fra DSB. Hun tror, at der har været rod i den automatiske betaling og overfører derfor beløbet, før hun modtager uddannelseskortet.
Til sin store overraskelse opdager Eva Lassen dog kort efter, at DSB ikke har nøjedes med at trække pengene for oktobers uddannelseskort. Man har også reserveret penge for både november og december.
Pludselig mangler den unge kvinde knap 2000 kroner i budgettet, og det er langt fra ligetil at få DSB til at ophæve reservationen af pengene.
Eva Lassen er gentagne gange i kontakt med DSB for at få svar på, hvornår hun kan få råderet over sine penge. Hver gang er svaret, at man vil kigge på sagen og vende tilbage.
- Jeg fik at vide, at det var en fejl i deres system, at de blev ved med at trække flere penge.
Kaos stresser
Det kan godt mærkes i økonomien i en lille familie med et barn på to år, hvor både mor og far er på SU.
- Derudover er det vildt stressende at skulle bestille uddannelseskortet på ny i hver måned uden at vide, om der nu er styr på det, siger Eva Lassen, som efter halvanden måneds kamp fik råderet over sine penge.
I december, hvor Eva og Justin Lassen også skal have presset julegaver til sønnen, Shawn, ind i budgettet, er den dog gal igen.
Eva Lassen har slet ikke fået noget uddannelseskort, selv om hun har betalt de 562 kroner.
DSB giver posten skylden for det manglende uddannelseskort, men tilbyder dog, at Eva Lassen kan få lov til at betale 100 kroner for at få tilsendt et nyt uddannelseskort eller købe et rejsekort, som for nylig erstattede de gamle pendlerkort på Lolland.
Det skal hun betale 50 kroner for, men så dækker DSB også de rejser til og fra uddannelsesstedet, hun bruger kortet til i december.
Skal betale ekstra
Det manglende uddannelseskort i december har tvunget Eva Lassen til fire gange at betale 36 kroner hver vej til pædagogseminaret. De penge får hun ikke igen, og det tager to-tre arbejdsdage at få leveret det personlige rejsekort.
- Jeg har seks dage tilbage på studiet før ferien, og jeg har ikke den store tiltro til, at kortet overhovedet når frem, før jeg skal bruge det, siger Eva Lassen.
Læs konfrontationen med DSB her
Kontant på DR1 tager også frusterede studerendes problemer med uddannelseskortet op i aftenens udsendelse klokken 21.25.