Eks-postledere: Derfor får du ikke post hver dag

Post Danmark deler ruterne op i to stykker, hvilket reelt betyder, at der kun omdeles post hver anden dag, afslører tidligere postledere

Post Danmark har skåret i antallet af bude og posthuse, mens ruterne er blevet længere - og opdelt i to stykker. (Arkivfoto: Thomas Borberg)
Post Danmark har skåret i antallet af bude og posthuse, mens ruterne er blevet længere - og opdelt i to stykker. (Arkivfoto: Thomas Borberg)

Siden 2009 har Post Danmark opdelt alle landets postruter i et to stykker, så det kunne blive nemmere at omdele reklamer.

På den måde ville det ene - det tykke - stykke få reklamer og post den ene dag, mens det andet - det tynde - stykke ville få levering næste dag. Skulle der være anbefalede breve eller anden post til levering fra dag til dag til det 'tynde stykke', skal det også bringes ud. Altså på papiret.

Læs også: Uofficiel postregel: Lad de store breve stå

Virkeligheden i hovedstadsområdet er dog en anden, afslører to tidligere distributionsledere i Post Danmark overfor ekstrabladet.dk. Her bliver der reelt kun delt post ud hver anden dag - og det gælder også for breve med frimærker til otte kroner, hvor der officielt er garanteret omdeling dagen efter.

Driftslederne arbejdede i København Ø, N, NV og Glostrup. En nuværende medarbejder bekræfter, at det også er normalt på Fyn kun at dele post ud hver anden dag.

- Når reklamemængden er stor, så kommer der kun omdeling på den halve rute om dagen, siger en af dem til ekstrabladet.dk.

Læs også: Selvhenter: Pakkeposten ringer ikke på

Der er simpelthen for mange tryksager og breve til at det kan være på cyklerne. Og så er det også svært at nå at få det hele afleveret inden for normal arbejdstid.

- Det skete tre-fire gange om måneden, hvor folk på enten X eller Y-stykket ikke fik post. Det var typisk op mod den 1. i måneden, hvor der var mange reklamer, at bankbreve kom til at ligge over. I løbet af et år bliver det til en del post, der bliver for sent leveret, siger den forhenværende distributionsleder, der ønsker at være anonym.

Læs også: Post Danmark: Ingen breve bliver tilbage

- Efter en enkelt af omlægningerne blev den 'nødløsning' med at gå den halve rute hver dag i fire-fem måneder, siger han.

Der kan også være en anden grund til at postkassen er tom. Hvis der mangler bude på grund af eksempelvis sygdom, bliver de 'tyndt belagte' ruter streget på listen, og der kommer intet bud ud - uanset om det er et X eller Y-stykke.

- Det var værst om lørdagen. Der har jeg været ude for at stå med ti ruter, hvor der kun var tre bude. Så skulle jeg til at vælge, hvem der skulle have post, og så ellers fordele det så godt som muligt. Vikarer er dyre, og det er få virkeligt gode vikarer, der kan klare bare en halv rute på en vagt, siger han.

Læs også: Læserstorm: Stram op Post Danmark

Hos Post Danmark har chef for distributionen, Martin von Horsten, aldrig hørt noget lignende.

- Det lyder helt ved siden af, hvordan det skal være, og hvordan det er. Det post, der leveres hver morgen, skal deles ud samme dag - der er ikke noget at klunse om. Det er også sådan alle tal og målinger siger, det fungerer, siger Martin von Horsten. Han nævner, at der dagligt kommer indberetninger over, hvad der ikke når at komme ud.

- Hvis vi kigger hen over en måned for et enkelt distrikt, er det meget sjældent, at vi kommer over 100 eller 200 breve pr. distributionscenter. Kommer niveauet over det, så har vi en særlig dialog om, hvordan det kan løses, siger Martin von Horsten.

Læs også: Post Danmark: Vi får nærmest ingen klager

Han håber, at medarbejdere der oplever 'syltede' postruter vil henvende sig til ham.

- Hvis det skulle forekomme systematisk, hører jeg gerne om det. Det må og kan ikke ske, siger Martin von Horsten.

Hvad oplever du som bud? Har du også måttet droppe A-post til de 'tyndeste' dele af ruten? Hvad med anbefalede breve? Send en sms til 1224 (alm. takst) eller skriv en mail til 1224@eb.dk eller deltag i debatten herunder.

Sådan klager du hos Post Danmark

Skriv en mail til skrivpost@post.dk

Chat på hjemmesiden postdanmark.dk mandag-fredag mellem 7-18 og lørdag mellem 8-14

Ring til hovednummeret 80 20 70 30 - det er ikke muligt at ringe til det lokale postkontor

Send et brev til Post Danmark -Tietgensgade 37 - 1566 København V