Danskerne er vilde med gode tilbud. Og wellness-fristelser, golfrejser og skønhedsbehandlinger til under halv pris vælter ind i mailboksen hos de brugere, der har meldt sig til Sweatdeal, Spotdeal, Mydeal, og hvad de efterhånden mange tilbudssider hedder.
Som regel er tilbuddet kun tilgængeligt i en kort periode, og et nedtællingsur ved siden af de store besparelser forstærker ’slå-til-nu’-indtrykket.
Forbrugeren betaler til tilbudshjemmesiden, der så udsteder en værdikupon. Den kupon bruger kunden som betaling, når det er tid til at føre det gode slagtilbud ud i livet.
Forbrugerrådet: Sænk priserne generelt
Med besparelser på mellem 50-70 procent for de private kunder, burde Forbrugerrådet ikke have meget at indvende.
- Vi er på vagt, fordi den form for rabatordning kun kommer en vis gruppe kunder til gode. Og hvis en vare overvejende sælges til en tilbudspris, burde butikken hellere sætte prisen ned generelt, siger jurist i Forbrugerrådet Tina Dhanda til ekstrabladet.dk.
Hun mener, at det ender med en ulige fordeling mellem kunderne, så dem der ikke får tilbuddet, betaler for de andres kæmperabatter.
- Prisdannelsen bliver alt for uigennemsigtig, siger jurist Tina Dhanda.
Værdikupon bør gælde som tilgodebevis
Der har tidligere været knas med siden Sweetdeal, fordi kunderne ikke kunne få pengene tilbage, hvis de ikke fik brugt kuponen, men de har nu rettet ind.
- Efter vores mening bør sådan en kupon gælde som et betalingsmiddel i butikken, hvis kunden ikke når at få den brugt til et specifikt tilbud, siger Tina Dhanda.
Så er en vare sat ned til 100 kroner, ville kuponen ikke give ret til lignende tilbud, men nærmest fungere som et tilgodebevis. Alternativt skal kunden kunne få pengene tilbage fra tilbudssiden.
Men det er ikke alle udbydere, der opererer med de betingelser. Slå koldt vand i blodet, og læs omhyggeligt det med småt, inden du lader dig presse af nedtællingsuret og godkender betalingen.
- Selv om du måske kan få en elefant til halv pris, er det ikke sikkert, at det er en god idé at købe den, siger Tina Dhanda.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.