Hårfarveoffer i retten mod L’Oréal

I næsten 10 år har Jane Pape kæmpet mod kosmetikgiganten L'Oréal i en sag om hårfarvning, som gav hende et voldsomt allergisk anfald

Jane Pape fik en allergisk reaktion af hårfarve fra L'Oreal, som hun nu trækker i retten. (Foto: Martin Bubandt)
Jane Pape fik en allergisk reaktion af hårfarve fra L'Oreal, som hun nu trækker i retten. (Foto: Martin Bubandt)

I dag er Jane Papes hår gråt, og det kan meget vel være, at en del af dem skyldes den lange retssag mod L’Oréal. I dag mødtes de to parter i Østre Landsret, hvor de forelagde sagen for dommeren.

Sagen er den første af sin art, og den kommer til at danne grundlag for lignende sager i resten af EU. De sager, der tidligere har været fremme, er endt med, at kunden fik en sum penge mod at trække sagsanlægget tilbage. Når L’Oréal giver penge uden at vedkende sig ansvaret, men betaler for at være flink, kalder koncernen betalingen ’pr. kulance’. Jane Pape kalder det 'en mundkurv' og tog med Forbrugerrådet i ryggen sagen for en domstol.

Læs også: Professor: Forbyd hårfarve

Erstatningskravet lyder på 20.440 kroner, hvor der så løber renter på. Det er ikke så meget beløbet, men princippet i sagen, der været Jane Papes motor siden sagen startede for næsten ti år siden.

L’Oréal og skolelærerens forhold begyndte i 1997, hvor Jane Pape startede med at dække de grå stænk med hårfarven L’Oréal Excellence. For at holde farven ved lige røg der en omgang hårfarve i indkøbskurven med seks til otte ugers mellemrum.

Men lørdag den 18. august 2001 skulle blive den sidste gang i Jane Papes liv, at hun farvede sit hår.

En time efter farvningen begyndte det at klø meget, meget voldsomt i hovedbunden. Kløen breder sig til begge ører, der bliver røde og hæver op til dobbelt størrelse. Hun ender med at sidde med en pose frosne grøntsager på hver side af hovedet i håbet om at dulme symptomerne.

Anede intet om risikoen
Efter de første akutte smerter fortager sig, spreder ubehaget sig til resten af kroppen i form af ildrøde pletter, der klør. Fra hovedbunden flyder klar væske, og Jane Pape fra Ringsted har en fæl mistanke om, at det er hårfarvningen, der er skyld i al ubehaget.

Men hun havde ikke med sikkerhed nogen anelse om, hvor sundhedsskadeligt det er at farve hår.

- Når et produkt står på hylden, bør jeg kunne stole på, at den vare er sikker for mig. Jeg har aldrig overvejet, at det skulle være farligt. For mig var det en ligeså selvfølgelig ting at købe, som en pose gulerødder, siger Jane Pape i landsretten.

Krydsallergi resten af livet
Den voldsomme allergiske reaktion har gjort, at hun i dag heller ikke kan tåle materialer med lanolin, visse typer mascara og slet ikke rødvin.

Den franske kosmetikgigant afviser, at det er L’Oréal Excellence, der er noget galt med, men at Jane Pape er en af de få uheldige, der bare ikke kan tåle hårfarvning.

Hårfarvning er en af L'Oréals kernekompetencer, og siden introduktionen af Excellence-serien i 1996 og indtil nu har kosmetikgiganten solgt i omegnen af seks millioner pakker med den slags hårfarve. I EU er tallet 328 millioner pakninger.

Ingen af parterne ønsker at udtale sig, så længe sagen er i gang. Dommen afsiges om et par måneder.