Smykkefirma stævner kendis-designer

Smykkefirmaet Shamballa Jewels går til angreb på den danske kendisdesigner Jannik Olander. Firmaet stævner ham for at efterligne smykkedesign

Jannik Olander er anklaget for at have stjålet designet bag populære armbånd. (Foto: Gregers Tycho)
Jannik Olander er anklaget for at have stjålet designet bag populære armbånd. (Foto: Gregers Tycho)

Danske Jannik Olander står bag en smykkesucces, der er slået igennem hos store stjerner i Hollywood og det øvrige USA - stjerner som Katy Perry, Madonna, Puff Daddy og Usher.

Men Jannik Olander har pyntet sig med lånte fjer og efterlignet design fra andre. Det mener det danske smykkefirma Shamballa Jewels i hvert fald. Firmaet meddeler nu, at det agter at stævne Jannik Olander.

Firmaets advokater har ifølge en pressemeddelelse indleveret anklageskrift i sagen til California Central District Court i Los Angeles. Dermed er første skridt til en retssag taget.

Stjålne designs
- Vi har flere gange forsøgt en konstruktiv dialog med Jannik Olander, hvor vi blandt andet har gjort opmærksom på vores designbeskyttelse, men forgæves. Derfor går vi nu rettens vej, siger Mads Kornerup, der er medejer af Shamballa, i pressemeddelelsen.

Jannik Olander er kæreste med modellen Masha Lund, der medvirker i TV3-programmet 'Danske Hollywoodfruer'. Han har fortalt, at inspirationen til hans 'Nialaya'-armbånd stammer fra en rejse til Indien.

Netop 'Nialaya'-armbåndene er stridens æble, for hos Shamballa mener man nemlig, at designet er en efterligning af armbånd fra Shamballa.

Fandt design i reklamemateriale
Ifølge Shamballa er designkopieringen begyndt, efter at firmaet sendte annoncemateriale til magasinet Skyblue, som Jannik Olander står bag.

Ifølge Shamballa lancerede Jannik Olander herefter 'Nialaya'-armbåndet, som ifølge firmaet ligner Shamballas diamantbelagte kuglearmbånd til forveksling.

Shamballa oplyser, at dets armbånd har været på markedet i seks år.