Blufærdighedskrænkelse, beføling, oralsex og voldtægt.
Sådan lyder nogle af de anmeldelser, som politiet hvert år modtager fra piger efter en tur med taxi .
I København og Nordsjællands politikreds har man i 2008 og 2009 behandlet i alt 22 sager om sexovergreb - lige fra beføling af bryster, lår og skridt til decideret voldtægt.
I år har der indtil nu været fem anmeldelser.
Der er også tilfælde i andre politikredse, men fænomenet er størst i Hovedstadsregionen.
De 22 sager er cirkatal, fordi sagerne er manuelt optalt med den risiko for fejl, som det indebærer.
Tallene siger heller ikke noget om, hvorvidt sagerne har ført til domsfældelse eller er blevet afvist. Eller om nogle af anmeldelserne har været falske.
Politiet ved heller ikke, om alle anmelder det, hvis de har været udsat for sexovergreb i en taxi .
- Der er formentlig nogle, der ikke anmelder det, ligesom det sker ved andre voldtægter, men det er umuligt at sætte tal på, siger Tommy Keil, der er vicepolitiinspektør på Station Amager.
Hos Taxinævnet i Region Hovedstaden modtager man hvert år klager, der drejer sig om chaufførers seksuelle krænkelser.
Her skønner man, at mellem tre og fem chauffører om året får kraftige advarsler eller bliver frataget deres licens, så de ikke længere kan arbejde som taxichauffører. Ib Terp, der er formanden for Taxinævnet i Region Hovedstaden, har selv været med til at inddrage chaufførers licenser, men han påpeger, at det er meget svært at bevise seksuelle overgreb:
- Problemet er, at pigen er alene med chaufføren. Det er jo ord mod ord, og det er svært, når chaufføren nægter. - Sexovergreb er naturligvis helt uacceptabelt, og chaufføren skal fratages sin licens, hvis der er hold i anklagerne. Men det er altså meget svært at bevise, siger Ib Terp.
Hos Københavns Politi har de anmeldte sager i 2008 og 2009 ført til, at fire chauffører har fået dom. Men der kan dog komme flere, for ikke alle sager fra 2009 er afsluttet. Sagerne er meget svære at bevise, fordi der ikke er vidner.
Samtidig er det også meget svært med sager som Sidsel Gaards. Hun fik 'tilbud' om en gratis tur, hvis hun ville give chaufføren et blowjob. Men chaufføren forgreb sig ikke på hende og pressede hende heller ikke. - Hvis det er et tilbud, som jeg bestemt ikke synes er særlig pænt at fremstille, så kan det være svært, men hvis det er en trussel, så er vi ovre i det ulovlige, siger vicepolitiinspektør Tommy Keil.
Derfor er det heller ikke alle anmeldelser, der hos Taxinævnet fører til, at chaufføren bliver frataget sin licens:
- Hvis chaufføren nægter, så er det svært. Men hvis der kommer en klage eller to mere over den samme chauffør, så ryger han ud - for så uheldig har man ikke lov til at være. Det kan jo ikke være falsk anmeldelse hver gang.