'Strandløven er tilbage', proklamerer Magasin i en pressemeddelelse. Ifølge Magasin strutter de danske mænd af selvtillid og er klar til en mere vovet bademode til sommer.
Indkøbscentret har spurgt mere end 2.000 mænd om, hvordan de har tænkt sig at indtage stranden, når det danske sommervejr forhåbentlig indfinder sig.
Selvsikker og sexet strandløve
Ifølge undersøgelsen, som også omfatter pigers ønsker til d'herrers påklædning, lyder svaret, at 'den selvsikre og sexede strandløve er på vej til et stærkt comeback'.
Mere end halvdelen af undersøgelsens deltagere svarer, at de foretrækker kortere badeshorts frem for lange surfershorts, der har været toneangivende inden for maskulin bademode de seneste årtier. Selv de helt små badebukser ved navn Speedos er på vej tilbage.
Mens 18 procent af de adspurgte hanløver er klar til at nedlægge de danske badestrande iført minimale beklædningsdele, er kvinderne mere tilbageholdende over for Speedos.
Kvinder ikke vilde med små badebukser
Kun seks procent af de hele 19.000 adspurgte anser den afslørende minibuks for at være hot.
- Der er på det seneste sket en markant udvikling inden for badetøj til mænd. Hvor det for bare få år siden oftest var mændenes koner eller kærester, der købte hans badebukser, så er det i dag udpræget mandens eget bevidste valg, hvordan han vil tage sig ud på stranden. Mændene er generelt mere selvbevidste og vovede end tidligere i forhold til tætsiddende materialer og iøjnefaldende pasform, siger Magasins indkøbsdirektør Margrethe Dal.
Tjek galleriet til højre og se, hvordan en mand kan se ud iført de små badetrusser, eller klik her.
Er du klar til Speedos til sommer? Skriv neden for i kommentarfeltet.