Huskatten har lige fået killinger, hunden er blevet for stor og stønnende til bilen, og naboerne kan ikke at passe kaninen alligevel. Hvad gør man så?
For mange danskere er løsningen slet og ret at dumpe dyrene på en rasteplads, i en park eller i en skov. Væk er det problem - og ferien kan begynde!
Direktør Anne Marie Tiedemann fra Dyreværnet (Foreningen til Værn for Værgeløse Dyr) oplyser, at foreningens internat for tiden er fyldt til bristepunktet af ferie-forladte dyr.
- Vi har 45 hunde nu, så alle bokse er fyldt op. Heraf er halvdelen hittehunde, som er blevet fundet strejfende omkring eller bundet til et træ. Mange af dem bærer ikke det lovpligtige chipmærke, så det er sjældent muligt at finde frem til ejerne, fortæller hun.
Inde-katte i den vilde natur
Internatet har ikke mindre end 50 kattekillinger for tiden, og alle 20 kattebokse er fyldt op.
- Der bliver fundet en del katte i naturen, hvor vi tydeligt kan se, at de er indendørskatte, der eksempelvis ikke er vant til at gå på græs. Så de er næppe havnet i den vilde natur af sig selv, konstaterer Anne Marie Tiedemann.
- Sommer er også killingetid, men mange steder kommer kuldet med kattekillinger ubelejligt op til ferien. Nogle af de killinger, der bliver fundet efterladt i papkasser, er så små, at de slet ikke kan klare sig selv. Her må vi så prøve at få internatets hunkatte med killinger til at tage sig af dem, tilføjer hun.
Må afvise alle dyr
Dyreværnets internat må i øjeblikket afvise alle, der vil aflevere et kæledyr før ferien. Og det er uanset om det er hunde, katte, gnavere, fugle eller krybdyr.
- Vi er nødt til at sige nej, for vi har simpelthen ikke mere plads. Desværre sker det indimellem, at vi får et afvist dyr tilbage som hittedyr dagen efter. Og disse dyr bliver vi nødt til at tage, da de er nu er blevet til værgeløse dyr, siger Anne Marie Tiedemann, der har alliereret sig med frivillige hjælpere, der kan passe nogle af de efterladte dyr derhjemme.
Hun henviser blandt andet afviste hundeejere til at forsøge at få dyret afsat gennem hjemmesiden gipote.dk .