- Jeg tænkte: 'Det er farligt, vi skal ind' og prøvede at få min datter og to andre piger til at følge med. Da jeg vendte mig om, ramte fyrværkeriet mig direkte i øjet.
Helle Christiansen Bay har aldrig brudt sig om fyrværkeri. Derfor holdt hun sig også i god afstand fra krudtet, da familien fra Skanderborg som altid fejrede nytår derhjemme sidste år.
Alligevel sidder hun i dag invalideret tilbage med glasøje efter den værste nytårsaften i hendes liv.
- Jeg stod omkring 40 meter fra dem på vejen, der fyrede af. Jeg ville bare lige ud til min familie et øjeblik, selv om fyrværkeri gør mig utryg. Jeg burde være blevet inde, fortæller den 45-årige kvinde.
T. Hansen-direktør svindlede med farligt fyrværkeri Læs også: T. Hansen-direktør svindlede med farligt fyrværkeri
Hendes søn var lige gået ind for at hente et par sikkerhedsbriller til sin mor, da:
- Det gav et smæld. Jeg løb ind i huset under bruseren. Det blødte voldsomt, gjorde ondt, og jeg fik kraftig kvalme.
På Aarhus Sygehus blev hun omgående sendt på øjenafdelingen, hvor en læge lovede hende at kæmpe for at redde øjet, selv om skaden var meget alvorlig.
- Jeg blev opereret næste dag. Mit øje var revnet og kunne ikke reddes. De fjernede det hele.
T. Hansen sendte blomster
T. Hansen, som havde solgt det såkaldte 'Austin'-batteri, sendte Helle Christiansen Bay en æske chokolade og en buket blomster, og en salgschef udtrykte 6. januar i en mail sin 'dybeste medfølelse' for hendes situation.
'Skulle der være det mindste, som kan hjælpe dig/jer, må I endelig sige til', lød det videre fra T. Hansen, som også oplyste, at butikskædens forsikringsselskab ville behandle sagen fremadrettet.
T. Hansen-direktør: Vi er nogle banditter Læs også: T. Hansen-direktør: Vi er nogle banditter
Det er sket ved, at T. Hansen har afskrevet ethvert ansvar med den begrundelse, at batteriet ved ulykken var godkendt af Sikkerhedsstyrelsen. Det er det ikke længere. Begrundelsen er den samme som for forbuddet mod det såkaldte 'Kansas City'-batteri, der kan vælte.
Ifølge Helle Christiansen Bay har T. Hansen forklaret, at blæsten må have væltet batteriet, men ifølge retningslinjerne for fyrværkeri må batterier ikke kunne vælte, så de kan udgøre en risiko for brugeren.
- Jeg forstår ikke, hvorfor T. Hansen ikke i det mindste fik testet batteriet, men bare ignorerede farerne. Jeg har selv kontaktet Sikkerhedsstyrelsen.
Helle Christiansen Bay har igennem sit eget forsikringsselskab fået tilkendt 100.000 kroner. Hun har en méngrad på 25 procent og bliver hurtigt træt, når hun arbejder. Derudover har hun svært ved at orientere sig. Erstatningskravet mod T. Hansen ender efter alt at dømme i retten.
- Det gør mig vred og ked af det, at T. Hansen har svindlet med andre farlige batterier, så andre har risikeret at komme til skade. Det er udtryk for en meget lav moral, siger Helle Christiansen Bay.
– De er begyndt at fyre af ude på gaden, og det gør mig meget utryg. Jeg tænker i forvejen på ulykken flere gange om dagen.