Post Danmark fryser pakker inde

Nogle af Post Danmarks pakkeautomater fryser til, så kunderne ikke kan hente deres pakker

Skal du hente din pakkepost i Post Danmarks Døgnposten, skal du ikke gøre dig alt for store forhåbninger om at komme hjem med din pakke. Vinterkulden har nemlig fået flere af pakkeautomaterne til at fryse pakkerne inde. (Foto: Post Danmark)
Skal du hente din pakkepost i Post Danmarks Døgnposten, skal du ikke gøre dig alt for store forhåbninger om at komme hjem med din pakke. Vinterkulden har nemlig fået flere af pakkeautomaterne til at fryse pakkerne inde. (Foto: Post Danmark)

Danskere, der er vant til at hente deres pakker i Post Danmarks pakkeautomat Døgnposten, risikerer at få en kold skulder.

Flere af automaterne kan nemlig ikke klare vintervejret, så pakkeautomaten fryser pakkerne inde.

- Problemet er, at sneen blæser ind i automaterne, og når temperaturen hele tiden ligger og svinger lige omkring frysepunktet, skiftevis tør og fryser sneen og bliver til is, der fryser lågerne til - akkurat som man kan opleve det med eksempelvis bildøre, fortæller Eva Malene Hartmann, chef i Post Danmark Privatkunder, i en pressemeddelelse.

Få pakken på anden vis
Post Danmark har sat teknikere til at tø pakkeautomaterne op. Problemet er især stort ved de cirka 20 pakkeautomater, der står særligt udsat for vind og vejr.

- Vi er selvfølgelig kede af, at der kan være kunder, der bliver mødt af en tilfrosset automat, der ikke vil spytte pakken ud, siger Eva Malene Hartmann.

Post Danmark forsøger at give de frostramte pakkekunder besked via sms, inden de går forgæves til pakkeautomaten, og tilbyder i stedet, at de kan få deres pakker leveret på anden vis.

Der er i alt 123 pakkeautomater i Danmark.