Sådan undgår du julekonflikterne

Julen er højtid for konflikter. Kup! bringer her to eksperters råd til, hvordan du bevarer julefreden

Nyd andestegen i god to og mag julenaften- uden skænderier. (Foto adactio/flickr)
Nyd andestegen i god to og mag julenaften- uden skænderier. (Foto adactio/flickr)

Kan du også allerede nu se for dit indre blik, hvordan du i morgen aften har lyst til at kvæle moster Oda fra Fyn, når hun igen i år kritiserer de brændte mandler for ikke at smage som i gamle dage? Hvis du også bliver irriteret i juledagene, er du ikke alene. Når familien - mere eller mindre med- eller modvilligt - er samlet i juletiden, blusser frustrationerne og irritationen nemlig op.

Psykolog, Majken Matzau, har tre gode råd, til hvordan man undgår, at intriger og skænderier brager løs juleaften.

- Brug altid klar tale. Rigtig mange familer forstår ikke at snakke om tingene. Man gør, som man plejer, og man holder facaden. Lad være med at gå og gemme tingene. Det bedste, man kan gøre, er at sige helt klart, hvad man ønsker og hvad man ikke ønsker. Det kan alle forholde sig til, men det er enormt svært for mange mennesker, fordi man er bange for at såre andre. Det skal man ikke være.

- Accepter dine kære som de er, der hvor de er. Lad være med at have forventninger til enkeltpersonerne om, at de skal være andre, end de er, men acceptér deres behov og ønsker. Accepetér mor, som hun er, der hvor hun er nu, og lad være med at ønske, at hun var en anden.

- Tilgivelse. Brug julens særlige energi til at tilgive dig selv og tilgive alle de mennesker, der er i dit liv, som du synes, du er blevet såret af.

Og husk lige, at det kun er jul, lyder mantraet fra livsstilseksperten, Niels Erik Folmann.

- Skab noget realisme omkring julen. Fokuser på de små ting i højtiden, der er så hyggelige, som de er. Hvis man føler, at trykkogeren er ved at koge over, så gå ud i den kolde vind og træk vejret, gå ind igen og sig: Herre Gud - det er jo bare jul.