Sandheden om lykkepiller holdt skjult

Vores tiltro til antidepressiv medicin er skabt af medicinalfirmaerne. Undersøgelser med negative resultater om medicinen kommer ofte ikke frem

Vores billede af lykkepiller er meget mere lykkeligt, end det burde være. (Foto: Colourbox)
Vores billede af lykkepiller er meget mere lykkeligt, end det burde være. (Foto: Colourbox)

Medicinalindustrien er ofte blevet beskyldt for, at have for meget magt, og for at vildlede forbrugerne i den kyniske kamp om vores penge.

Og meget tyder på, at vores billede af, hvor effektive lykkepiller er mod depression, også er malet med medicinalindustriens brede pensel. Det skriver Videnskab.dk.

Hård kritik i anset tidsskrift
Det viser sig nemlig, at en stor del af de kritiske undersøgelser af antidepressivt medicin aldrig har set offentlighedens lys. Det har til gengæld de undersøgelser, der viser positive erfaringer med lykkepiller.

Kritikken kommer fra en artikel i det ansete videnskabelige tidsskrift The New England Journal of Medicine, hvor et amerikansk forskerhold har kigget nærmere på den videnskabelige omtale af lykkepillerne.

Negative resultater holdt tilbage
De fandt frem til, at ud af de 74 nyeste undersøgelser af medicinen, var der lige mange positive og negative resultater.
Af de 36 undersøgelser, der viste positive resultater om lykkepiller, blev de 35 offentliggjort. Af de 36 undersøgelser med negativt udfald, nåede kun 14 af dem offentlighedens lys.

I lommen på medicinalindustrien
- Det sker jo desværre, at nogen holder de negative resultater tilbage. Det er problematisk, når mange undersøgelser bliver betalt af medicinalindustrien. Så kommer man nemt i 'lommen' på dem, der tjener på at sælge medicinen. Men det er også den eneste måde, man kan finansiere undersøgelserne på, forklarer Jes Gerlach, formand for PsykiatriFonden, til ekstrabladet.dk.

Slet ikke så effektive
Det amerikanske forskerhold anerkender stadig, at lykkepiller i gennemsnit har en positiv effekt. Men de mener også, at den ikke er så stor, som mange tror. Den holdning bakker Jes Gerlach op om.
- Lykkepiller har jo ingen mirakeleffekt. Hvis medicinen skal være effektiv, er det alfa og omega, at den bliver givet til de rigtige patienter, siger han.

Patienter med svære depressioner er dem, der har mest gavn af lykkepiller. Og Jes Gerlach peger på, at lægerne ofte er for dårlig til at skelne mellem de forskellige typer af depressioner, når de udskriver medicin.
- I tilfælde, hvor det ikke er ydre omstændigheder - som problemer med job, familie eller stress - der er årsag til depressionen, har patienten mest gavn af medicin, siger han.