Man hører det hver dag. Priserne på mel, mælk og medister er steget, og det bliver dyrere og dyrere at fylde indkøbsvognen.
Men det er ikke alle producenter af føde- og dagligvarer, der er har givet prisen et ryk op af. De har derimod fundet på en prisfinte, der er med til at snyde forbrugerne i supermarkedet.
I stedet for at sætte prisen op, putter de simpelthen mindre i pakkerne.
Et af eksemplerne er køkkenrullepakkerne i SuperBest. Indtil for kort tid siden, var der fire ruller køkkenrulle i en pakke af kædens eget discount-mærke, BestDiscount, med den gule stribe. Prisen er stadig en 10'er, men nu er der kun tre ruller papir i.
- Det er simpelthen fordi, vi har oplevet prisstigninger på produktet i gennem længere tid. Nu bliver vi nødt til at sende regningen videre til forbrugeren, siger Jens Visholm, der er markedsdirektør i Superbest.
- Men hvorfor så ikke sætte prisen op i stedet for at putte mindre i?
- Vi kører jo med fast runde beløb på fem, 10, 15 og 20 kroner på vores discountprodukter. Og det ville blive for dyrt at lade eksempelvis køkkenrulle stige med en femmer, siger Jens Visholm til ekstrabladet.dk.
- Men synes du ikke, at det er at snyde forbrugeren?
- Nej, det synes jeg faktisk ikke. Det er meget synligt for forbrugeren, at pakken pludselig er mindre, siger han og opfordrer til, at kunderne generelt holder øje med, hvor meget liter eller kiloprisen reelt er på de varer, der ryger i indkøbsvognen.
Også Coop er med at snyde forbrugerne. Før var der 750 gram i Coop Cornflakes - nu er der kun 500 gram og prisen er ikke faldet tilsvarende.
Har du på din tur rundt i supermarkedet har opdaget, at pakkerne er blevet mindre uden prisen har fulgt med, så vil vi rigtig gerne høre fra dig. Som medlem af nationen! kan du skrive direkte i kommentarfeltet under artiklen - ellers kan du skrive eksempler på, hvordan du er blevet snydt til kontakt4@eb.dk.
Har du stadig den gammel pakke cornflakes, kiks eller havregryn stående i skabet, så tag gerne et billede af den nye og gamle pakke som bevis.
Vi glæder os til at høre fra dig!