Juicekæde driver rovdrift på ansatte

Tidligere medarbejder: Medarbejdere hos Joe & The Juice får hverken pause eller løn for overarbejde

Tidligere medarbejdere beskylder juicekæde for at presse arbejderne for hårdt (Foto: Kristian Linnemann)
Tidligere medarbejdere beskylder juicekæde for at presse arbejderne for hårdt (Foto: Kristian Linnemann)

Cafékæden Joe & The Juice forstår at presse citronen. Og det er ikke kun, når det gælder deres helsejuice. Det viser sig nemlig, at de ansatte i juicefilialer i både Danmark og England arbejder under forhold, som de færreste ville misunde dem.

I denne uge vandt manden bag kæden, Kaspar Basse, iværksætterprisen Væxt-Factor i Magasinet Penge på DR1. Samtidig kom det frem, at ansatte hos Joe & The Juice skal arbejde gratis i en til to uger inden de - muligvis - får et job. Et oplæringsforløb, kalder kæden det.

Nu melder flere tidligere ansatte sig på banen med kritik af konceptet.

Ingen lønseddel
Alecsander på 21 år har arbejdet i Joe & The Juice i et år. I den periode har han arbejdet i Magasin-filialen og været barmanager for en af kædens juicebikse i London.

- Der er simpelthen så meget i den kæde, som er forrykt, fortæller han til ekstrabladet.dk.

- Når jeg spurgte efter mine lønsedler, blev jeg bare holdt hen med dårlige undskyldninger eller fik at vide, at det måtte være en fejl. Men jeg fik aldrig nogen lønsedler, siger han.

Andre tidligere medarbejdere, som ekstrabladet.dk har været i kontakt med, har oplevet at få lønsedler uden specificeret timetal. Der stod bare, hvad de fik udbetalt.

LÆS OGSÅ:Endnu en sur smiley til Joe & The Juice

Det er der måske en ganske god grund til. For angiveligt har de friske juice-fyre ofte overarbejde, som de ikke bliver betalt for.

Alecsander arbejdede som regel 8-timers vagter i Danmark, mens han i London havde helt op til 12-timers vagter uden pause. Ofte havde han også overarbejde uden at få løn for det.

- Hvis man havde fri klokken 20, kunne man sagtens få at vide, at man lige skulle arbejde et par timer mere. Men det var ikke noget, man fik løn for.

'Pauser kun for bøsser'
Men det er tilsyneladende ikke kun papirarbejdet, Joe & The Juice har problemer med. Pause og sygdom var heller ikke noget, den helsebevidste kæde tog højde for.

- Sådan ved alle, at det er hos Joe & The Juice. Man havde ikke pauser. De sagde altid ' pauser er for bøsser'. Man kunne lige få lov at spise en sandwich, når man havde en lang vagt, men det var alt, fortæller Alecsander.

En anden tidligere medarbejder, som ekstrabladet.dk har været i kontakt med, genkender Alecsanders version af pausekulturen hos Joe & The Juice. Han vil gerne være anonym, da han stadig omgås mange ansatte i det hastigt voksende saft-empirium.

- De sagde: 'Det er kun 7 timers arbejde. Er du svag?', hvis man lige ville have en lille pause, fortæller den tidligere 'juicer' fra filialen i Sværtegade.

Ifølge Alecsander gjaldt det samme, hvis man var syg:

- Sygdom var også for bøsser. Hvis man var syg, fik man bare lov til at drikke et ingefærshot, og så var det tilbage til arbejdet.

Blev holdt hen med snak
Alecsander kan godt se, det virker mærkeligt, at han arbejdede så lang tid for en kæde, der udnytter medarbejderne på den måde. Men de var dygtige til at holde ham hen.

- Når man brokkede sig, blev man holdt hen med snak. Det var alle lederne utroligt gode til. Jeg fik at vide, at når Joe & the Juice blev et verdensomspændende brand, så ville jeg have rigtigt gode muligheder for at avancere. Jeg blev også lovet, at jeg ville få en iPad og en iPhone, men det fik jeg nu aldrig. Og så var det et spændende sted at være, fordi der altid var gang i den og en vild stemning.

LÆS OGSÅ:Joe & The Juice får kæmpebøde

Andre medarbejdere har oplevet det samme.

- De har opbygget en slags hype om at arbejde i Joe & The Juice. Vi bliver opfordret til at være højlydte og tage krigsmaling i ansigtet. Så folk tror, at det er noget helt unikt at være juicer. Og det kan man jo også se på alle de jobansøgninger, der kom, siger en af flere tidligere medarbejdere, ekstrabladet.dk har været i kontakt med.

3F kalder det uanstændigt
Hos 3F finder man det beklageligt at høre, hvordan de efterhånden mange Joe & The Juice-filialer drives. Men der er ikke meget, man kan gøre, oplyser de.

- Sådan er det desværre, når en virksomhed ikke har en overenskomst. Så har de ansatte nærmest ingen rettigheder. Men jeg må sige, at det her simpelthen lyder uanstændigt, siger John Frederiksen, der er forhandlingssekretær i 3F Privat Service, Hotel og Restauration.

- Hvad med ansatte, der ikke får betaling for overarbejde?

- Det hører ingen steder hjemme og er et brud på alle regler, siger John Frederiksen, der desuden kan fortælle, at 3F har kontaktet juicekæden med henblik på at få lavet en overenskomst for de ansatte.