Fluer. Masser af fluer. Lunkne måltidssalater med tun på vej i fordærv. Spindelvæv, skimmel, skidt, snask og snavs.
På blot et år har én Lidl-butik, nemlig den i Ølby Centret i Køge, hele fire gange fået bøder, sure smileys og indskærpelser for at blæse på fødevareloven og dermed kundernes helbred.
Se billeder: Danmarks ulækreste discountbutik
Farlige måltider
Butikken, som klart er den danske discountbutik, der aktuelt har fået mest kritik af Fødevarekontrollen, blev for et år siden afsløret i at sælge farlige letfordærvelige måltider fra en køler, der var 14 grader varm.
Lageret var møgbeskidt, så Fødevarekontrollen kvitterede med en rasende smiley og en bøde på 10.000.
Men Lidl tog det ikke seriøst.
Skimmel i køleren
Kontrollørerne, der lige siden har været faste gæster i butikken, er efterfølgende blevet mødt af så massive fluesværme, at de edderkopper, der havde bygget spindelvæv i butikken, kun kunne indfange en brøkdel.
I køledisken med blandt andet kødpålæg var der ifølge fødevaremyndighederne hvid og grøn skimmel, og det var ikke på skimmelost, men på inventaret, for Lidl gjorde ikke rent, selvom Fødevarekontrollen igen og igen med blandt andet bøder på 10.000, 10.000 og 15.000 kroner indtrængende bad butiksledelsen stramme op.
Tre bidende sure smileys er det blevet til.
Gjorde ikke rent
Men Lidl fandt ikke kost og rengøringsmiddel frem. Heller ikke brødmontrerne med Lidls populære bakeoff-brød og kage blev rengjort, når personalet gik hjem, så det de klistrede bakker blev bare lemfældigt genopfyldt i et uskønt mix med kebabkød, snask, trøfler og pepperoni.
'Bakkerne vaskes ikke af, når nye produkter fyldes op. Der er ikke rigtig procedurer for renholdelse af bakker og tagtænger', indrømmede personalet, når kontrollørerne spurgte, hvad der var foregået.
Topledelse lod stå til
Ekstra Bladet har bedt Lidls danske topledelse svare på, hvorfor der har været så beskidt og på, hvorfor de bare lod griseriet fortsætte.
Sagen er, at kædens hovedkontor i Kolding siden sommer har været orienteret om forholdene i Køge uden at gribe ordentligt ind.
Men det er så sket nu efter den seneste sure smiley forleden, lover Lidl.
Utroligt kede af det
’Vi har taget aktion på sagen. Vi har haft udfordringer i butikken i Køge med sure smileys til følge, og det er naturligvis ikke en acceptabel situation for hverken vores kunder eller os. Vi er utroligt kede af situationen i Køge,’ bedyrer Morten Vestberg Kommunikationschef.
'Og så nytter det ikke særlig meget, at ingen af vores andre 127 butikker i Danmark har sure smileys', skriver han.
Det har han ret i, men Lidl i Nørresundby fik i torsdags en mellemfornøjet smiley, fordi der var beskidt.
'Vi arbejder altid for, at alle vores butikker skal have en glad smiley', lover Vestberg.
Butiksledelsen fyret
Han oplyser, at Lidls topledelse har fyret butiksledelsen i Køge.
'Lidls ledelse har indsat en ny ledelse i butikken i Køge og sat ind med ekstra rengøring, tilpasset og strammet op ift. rengøringsprocedurerne i butikken'.
Det har kommunikationschefen ret i. Da Ekstra Bladets maddetektiv onsdag inspicerede butikken, var forholdene bragt i orden.
’Samtidig har vi skruet gevaldigt op for træning af butikkens ansatte og meget skarpt indskærpet udførelsen af egenkontrol og dokumentation. Vi har løst de konkrete problemer, som man har påpeget. Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at de sure smileys, vi har fået, viser, at vi ikke har gjort det godt nok, og det er vi selvfølgelig enormt kede af', skriver Morten Vestberg.
Ekstra Bladet har fået aktindsigt i Fødevarekontrollørernes billeder fra butikken. Se dem her:
Se billeder: Danmarks ulækreste discountbutik
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Se kontrolrapporterne:
Kontrolrapport Lidl 11. juni 2019.pdf
Kontrolrapport Lidl 26. august 2019
Kontrolrapport Lidl 25. maj 2020