Giganter hæver priserne

Legetøjsgiganterne Mattel og Hasbro hæver priserne på legetøj

FOto: AP / Disney Pixar
FOto: AP / Disney Pixar

Legetøjsgiganterne Hasbro og Mattel, der er Legos største konkurrenter, varsler nu prisstigninger.

Det sker på grund af øgede fragt-omkostninger, som kunderne nu må betale for.

Det skriver Finans.

Mattel står blandt andet bag Barbie-dukkerne, Disney Pixar Toy Story-figurerne og de populære Hot Wheels-produkter.

Hasbro har de seneste år haft stor succes med sine Littlest Pet Shop Friends-produkter i alle afskygninger.

Årsagen til de forhøjede priser er, at priserne for transport over havet i øjeblikket ligger fire gange over det normale niveau, og derfor bliver det nu dyrere for kunderne, oplyser Hasbro.

- I markedet vurderer man, at producenterne vil absorbere en del af de ekstra omkostninger, men detailhandlen vil være nødt til at acceptere nogle prisstigninger, og det vil så blive sendt videre til forbrugeren. Der er ingen anden vej, siger Frederique Tutt fra analysehuset NPD til Finans.

Dyrere julegaver
Hverken Mattel eller Hasbro vil afsløre, hvor store prisstigninger der bliver tale om. Men prisstigningerne kommer i andet halvår af 2021, varsler begge virksomheder.

Hasbro-chef Brian Goldner oplyser, at man vil se effekten i tredje kvartal, og at prisstigningerne skal kompensere for de stigende produktions- og fragtomkostninger.

Dermed må kunderne forvente at skulle købe dyrere julegaver til børnene, hvis de vil have fat på legetøjet fra Mattel og Hasbro.

Fragtpriserne er på flere områder eksploderet under coronaepidemien på grund af manglende kapacitet.

Samtidig er omkostningerne for legetøj steget, fordi mange af produkterne er lavet af plast, der er afhængig af olieprisen.

Lego vil ikke hæve priser
Danske Lego er i en anden situation end de to konkurrenter. Lego ejer egne fabrikker over hele verden, og dermed forventer verdens største legetøjskoncern ikke at hæve priserne.

I begyndelsen af juli kunne Legos pressechef Benjamin Hjort fortælle til Finans, at man ikke forventede at hæve priserne, og det er fortsat planen at fastholde de nuværende priser for kunderne.