Gør-det-selv: Bliv fri for børnenes rod

Gør livet lettere for dig selv og dine børn med disse oprydnings-idéer. Og skab mere tid til sjov og leg

Foto: Houzz.dk
Foto: Houzz.dk

Hvis man er forælder eller selv har været barn engang, kan man måske nikke genkendende til følgende; det er sjovt at lege, men knap så sjovt at rydde op efter sig selv igen! Det samme gælder måske for forældrene?

Synes du som forælder, at der til tider kan opstå lidt for meget kaos på børneværelset, og at det hele vokser op omkring ørene på én med klodser, bamser og huler? Det kan være svært at organisere et praktisk sove- eller legeværelse, for her skal der være plads til både leg og ro, men du ville måske også gerne kunne gå ind og sige godnat uden at træde på en Legoklods eller glide i et Brio-tog…

Se med her og find på jeres egne løsninger og idéer i samarbejde med børnene. Hvem ved, måske 'falder' i over noget, der kunne fungere i netop jeres børneværelser.

 

De sjove, hjemmelavede løsninger

 

Involver børnene og lav en sjov dag ud af, at skulle finde på de gode opbevaringsløsninger. En kasse eller pose til alt legetøjet er helt sikkert sjovere at se på, når der er kommet et par kunstneriske malerklatter på den!

Vær ikke bange for at overlade beslutningen om stilen til børnene; det er trods alt deres eget, private rum. En voksen kan nemt sy en simpel pose med snorelukning, hvis man vel at mærke ligger inde med en symaskine. Hvis i kan sy dem selv, bestemmer i også størrelsen - og voila! Så har i et lærred, der er klar til sjove, dekorative tegninger og anden udsmykning.

Hvis man ønsker at skabe lidt mere orden på de mange forskellige legetøjsdele, kan man som forældre måske ‘bestille’ et fint maleri, fra jeres barn, af en Legobil, et tog eller noget andet, der indikerer, hvad der skal ned i den enkelte pose.

Hvad I har brug for:

- En symaskine, hvis du selv vil sy.

- En lærredspose eller lærredsstof og bånd til lukning. Materialer kan købes hos Stof 2000

- Tekstilmaling, som kan vaskes, fås hos Panduro hobby.

- Pensler kan fås hos XL-byg.

 

De indbyggede løsninger

 

Et andet gør-det-selv projekt kunne være, at gå i ‘krig’ med et fort som dette! Hvis du stadig husker din barndom tydeligt, ville et møbel som dette fort have været det ypperste.

Lige meget om I vil lege ‘ridderne af det runde bord’ eller ‘Snehvide og de syv små sværge’, kræver det nok ikke så meget fantasi før børnene kommer til at elske denne 2-i-1 løsning. Som voksen er praktiske opbevaringsskabe og udtræksskuffer i hvert fald nemme at komme til at holde af.

Geniale designløsninger som her på billedet er både legende og praktisk - og så giver det jo også mulighed for at opbevare alle dine gemte skatte.

 

De smukke, genanvendelige løsninger

 

Trenden med de gamle rejsekufferter kan også ‘rejse’ ind på børnenes værelser. Her kan man snildt skabe et spændende Karen Blixen-univers til de små eventyrere med smukke, varme toner, naturlige tekstiler og gode træmøbler.

Disse fine kufferter er stadig til at få fat i, og kan erhverves hos antikvarer rundt om i landet. Man kan måske ofte have stødt på dem og tænkt, ‘de er smukke, men hvad kan de rent faktisk bruges til?’. Næste gang du støder på en smuk, gammel kuffert, kan du overveje, at bruge den som opbevaringkasse i børneværelset. Når kufferten er tom, kan den forvandles til ‘Den Flyvende Kuffert’ i ren H.C. Andersen-stil.

 

Læs også: Indretning: Indret børnenes værelse udfra et univers af leg

Selvbyg

 

Lad børnene være med til at stå for designet af de mindre opbevaringsløsinger, også i fællesrum såsom køkkenet. På denne måde kan det måske skabe en sjovere indgangsvinkel til oprydningen og en bedre forståelse for, at ting har en bestemt plads, som de skal tilbage til på et tidpunkt.

På børneværelset kunne man bygge lignende legokasser og skrive på dem: ‘Tuscher’ eller ‘Fie’s’. På denne måde er man ikke i tvivl om, hos hvem eller hvor de enkelte ting hører hjemme.

 

Helt nede i børnehøjde

 

Knager og hylder skal ned i børnehøjde - dette gælder også når vi snakker design og formsprog. Møbler skal henvende sig til børnene og opfordre dem til at bruge dem. Fine, sjove designløsninger, som disse fra Roommate, ‘taler’ børnenes sprog og gør deres verden lidt sjovere, også når frakken eller rygsækken skal hænges op.

Man kan også vælge at kaste sig ud i at designe sine egne knager og hylder sammen med børnene. Her kan barnet selv komme på fine idéer til silhouetter, som kan skæres ud i træ.

Måske finder i på silhouetter af hvaler, huse, fugle og så videre - kun barnets fantasi sætter grænser… Så man kan komme vidt omkring - for hvad skal der være på min knage!?

 

De ophængte løsninger

 

Hvis familien ligger inde med en handywoman/man, kan i eventuelt se nærmere på denne løsning. I alle rum, og det gælder ikke kun børneværelserne, giver det ekstra pladsfornemmelse, at fritlægge pladsen på gulvet (hvor de store møbler ikke optager gulvpladsen).

En sofa kan selvfølgelig ikke hænges op, men det kan skabskabinetter, hvilket giver denne ekstra pladsfornemmelse og luftighed. Ligger I allerede inde med et fint, rummeligt skab, er det måske muligt, at få det hængt op på væggen, så det netop kan komme til at ‘svæve’ frit over gulvet.

Her er valget faldt på ubehandlede trælåger, og som prikken over i’et, kunne man lade børnene male lågerne selv? Træet kan findes hos det lokale byggemarked, og Bauhausog XL-byg ville kunne give råd til materialer, maling og passende ophængsløsninger.

Hvad I har brug for hertil:

- En symaskine, hvis du selv vil sy.

- En lærredspose eller lærredsstof og bånd til lukning. Materialer kan fås hos Stof 2000 eller Panduro Hobby.

- Stofmaling, som kan vaskes, kan fås hos Panduro Hobby.

- Pensler kan fås hos Panduro Hobby eller XL-byg.

 

Læs også: Inspiration: Verdens sejeste og mest eventyrlige børneværelser

 

De rullende løsninger

 

Kasser på hjul har alle dage været geniale løsninger til at gemme ting af vejen under senge eller andre steder, hvor der er stuveplads.

Lad børnene stå for det kreative islæt, eller kom frem til en fælles idé, der måske passer til indholdet. Den dag, de er vokset fra krudsedullerne, kan de males over, og nye tegninger kan få lov til at tage form.

Men det kan også være, i ønsker at gemme de udsmykkede børnekasser som sjove, fine minder - de får nok bare ikke lov til at stå fremme på teenageværelset…

Hvis man selv vil bygge trækasserne, kan de findes i forskellige designs hosTrævarefabrikernes Udsalg, og møbelhjul kan købes hos XL-byg.

Ellers fås disse fine kasser hos Bloomingville.

 

De store 2-i-1 løsninger

 

Hvis man er forældre til en hel børneflok, er pladsen muligvis trang. Her kan smarte, gennemførte designløsninger være meget praktiske. Dette er for eksempel tilfældet her, hvor man har indbygget et skrivebordsmøbel i væggen. Det har kun taget tilsvarende plads i dybden af skabet, men til gengæld har det tilført en masse ekstra opbevaringsplads, samt et sted, hvor børnene kan sidde og lege, male eller lave lektier.

En løsning som denne inddrager muligvis ikke børnene helt på samme måde, som beskrevet i de mindre projekter. Men børnene kan ihvertfald få indflydelse på farverne og dekorationen af hylderne. Og hvis skrivebordet roder, kan man bare lukke for skabet.

3 kommentarer
Vis kommentarer