De traditionelle solcelleanlæg – store, sorte, stirrende firkanter – fandt i stor stil vej til danske hustage for fem-seks år siden. Boligejere fik tilskud til at etablere solcelleanlæggene og kom på fordelagtige ordninger, men her i 2018 ser både nutiden og fremtiden helt anderledes ud for solceller.
– Solcellerne er blevet billigere, og den udvikling vil bare fortsætte i de kommende år. Men fordi regeringen har lukket for de gamle tilskudsordninger, og man nu får meget lav betaling for den strøm, man ikke selv kan bruge, er økonomien i at investere i solceller samlet set blevet dårligere, siger Gunnar Boye Olesen, energirådgiver og politisk koordinator i Vedvarende Energi.
Læs også: Fremtidens tag skal dække dit energiforbrug
Solceller har en fremtid – men i ny form
Tine Nielsen, arkitekt og fagekspert i Bolius, er enig i vurderingen, men mener, der samtidig er lukket op for en helt ny og spændende udvikling.
– I begyndelsen var det både dyrt og ikke særlig effektivt at få etableret solcelleanlæg i sin private bolig. Så blev det først effektivt og derefter billigt, men ikke så kønt. Nu går det så den vej, hvor man er begyndt at arbejde mere med æstetikken, så arkitekturen og det tekniske spiller sammen. Her begynder det at blive interessant, siger hun.
Og tilskudsordninger eller ej – de fleste, der arbejder med området, tror stadig på, at solcellerne har en fremtid. De kommer bare til at se helt anderledes ud, end vi kender dem i dag. For de gamle solcelleanlæg oven på tagene er ved at være passé. Sådan lyder det bl.a. fra Karin Kappel, sekretariatsleder i foreningen Solar City Denmark, der arbejder med integrering af solenergi i byggeri.
Læs også: Godt nyt til solcelle-ejere: Snart bliver det lettere at vælge det bedste batteri
Politikerne kan ikke stoppe solcellernes udvikling
Michael Ariel Nielsen, CEO i Ennogie, er ikke bange for, at manglende tilskudsordninger og politikernes fokus på andre vedvarende energikilder skal stoppe solcelleudviklingen.
– Produkter, hvor solceller og byggematerialer er smeltet sammen, vil vinde frem, fordi folk vil købe dem både på grund af æstetik, bæredygtighed og økonomi. Så jeg tror ikke, politikerne er i stand til at bremse udviklingen, siger han.
I firmaet RACELL, der udvikler og producerer integrerede solceller i alle afskygninger – bl.a. i forskellige tagløsninger – mener CEO Yakov Safir også, vi kun har set begyndelsen af en strålende fremtid for solceller. Uanset om politikerne prøver at spænde ben eller ej.
– Lige nu udvikler vi fx på ikke bare at udnytte solstrålerne, men også den varme, der genereres inde i solcellerne, så man kan trække den ud og smide den ind i en tank eller varmepumpe og få både rumvarme og varmt vand, siger han.
Læs også: Solceller
Det danske marked for solcelleanlæg er begrænset
Gunnar Boye Olesen fra Vedvarende Energi har også sine forbehold over for udviklingen.
– Der vil være en niche for smarte løsninger, hvor solceller er bygget ind i byggematerialer som tag og vinduer. Nogle vil synes, det er interessant, og noget tyder på, det heller ikke bliver så dyrt. Men de folk, der allerede har solcelleanlæg, har solceller mange år endnu, så jeg tror, markedet er begrænset inden for Danmarks grænser, siger han.
Læs også: 7 gode råd, før du køber solceller
Skal du som boligejer investere i solceller i 2018 eller 2019?
Men hvad gør du så nu som boligejer anno 2018, der gerne vil udnytte solenergien? Producenterne siger, du skal kaste dig ud i de muligheder, der allerede er i spil. Uanset hvilket hus du har, og uanset om du skal renovere eller bygge nyt. Arkitekterne siger, du skal overveje, om dit hus overhovedet passer til de nye løsninger. Og energirådgivere som Gunnar Boye Olesen siger, at det kommer helt an på dit udgangspunkt.
– Hvis du trænger til at få skiftet tag og gerne vil have solceller for miljøets skyld, så kig på at få integreret solceller i en lille del af dit tag, så du kan dække dit eget forbrug. Hvis du ikke har fjernvarme, kan du overveje et lidt større anlæg og en varmepumpe, der er klar til at blive koblet på solcelletaget, når det bliver teknisk muligt at køre de to ting sammen, siger han.
Hvis du bygger nyt hus, er det de samme overvejelser, du skal igennem. Muligheden for at lagre overskudsstrøm til eget forbrug i et batteri, skal du også tænke over.
– Men der er stadig ikke fantastisk god økonomi i batterierne, forklarer Gunnar Boye Olesen.
Hvis du allerede har et af de traditionelle solcelleanlæg på taget, skal du forholde dig i ro.
– Her vil det ikke kunne betale sig at skifte til nogle af de nye løsninger. Tilskuddet bliver gradvist forringet, og det er ikke længere en specielt god forretning, men det er stadig bedre at få lidt for strømmen end ingenting, slutter Gunnar Boye Olesen.
Læs også: Fordele og ulemper ved solceller
* * *
Tre tendenser inden for solceller i 2018
Læs den fulde artikel her