Sådan slipper du for ukrudt mellem fliserne

Sand? Ild? Eller en økologisk dug? Sådan bliver du ukrudtet mellem terrassefliserne kvit

Har du tålmodighed nok, er der altid den gode, gamle manuelle måde til at få ukrudtet væk på. Foto: Jacob Erhbahn
Har du tålmodighed nok, er der altid den gode, gamle manuelle måde til at få ukrudtet væk på. Foto: Jacob Erhbahn
Følg Gode råd

Det danske vejr med skiftende sol og regn giver optimale betingelser for, at det forhadte ukrudt skyder op overalt i haven og formerer sig.

Én ting er, at ukrudt hurtigt får udendørsområdet til at se sjusket og utæmmet ud, men endnu værre kan det være, hvis det forskyder fliserne på terrassen og gør underlaget skævt.

Det gode spørgsmål er derfor: Hvordan bekæmper man bedst ukrudtet mellem terrassefliserne?

Havedesigner og gartner Vibeke Markussen, der har mere end 20 års erfaring i havebranchen, deler her sine bedste råd til at slippe af med de uønskede gevækster på terrassen.

Over de seneste mange år er det blevet meget populært at få anlagt store flise-arealer i haven til både terrasser, havestier og forhaver.

Fordelene er blandt andet, at der ikke er noget græs, der skal slås og passes, men til gengæld betyder det også, at man skal have fokus på ukrudtsbekæmpelse, hvis ikke haven skal se sjusket ud.

Vibeke Markussen har en stribe forskellige løsninger til at komme af med de uønskede duske – både ideer, der passer til den tålmodige og til den utålmodige haveejer.

1. Den langsigtede løsning
Det er langt fra alle haveejere, der nyder at ligge på knæ hver weekend og manuelt fjerne ukrudt mellem terrassefliserne.

- I stedet kan man bruge langtidsvirkende ukrudtsmiddel, som sprøjtes på fliserne og virker cirka tre-fire måneder, da det lægger en hinde på ukrudtsfrøene og forhindrer dem i at spire, siger Vibeke Markussen.

Hun forklarer, at selv om det er en sprøjtegift, som mange helst vil undgå i deres haver, så forhindrer denne form for sprøjtning overforbrug, da det er langtidsvirkende – til forskel fra Round-up, der skal bruges væsentligt oftere.

Se også: Giv din have en nem og hurtig makeover

2. Uden kemikalier
Vil du helt undgå kemikalier i haven, kan du ifølge Vibeke Markussen lægge en ukrudtsdug under fliserne, der gør det svært for ukrudtet at trænge igennem.

Det fordrer selvfølgelig, at du er ved at få lagt ny terrasse eller er ved at genlægge den gamle.

Hun understreger dog, at det er en god idé at tænke forebyggelse af ukrudt ind fra starten, før du får lagt terrasse, da det kan spare dig for rigtig meget besvær i fremtiden. Ukrudtsdugen er samtidig en miljøvenlig måde at holde ukrudtet for døren på, da man i dag kan anskaffe sig både kemikalie- og giftfri duge.

3. Sand i fugerne
En tredje måde at bekæmpe ukrudt mellem terrassens fliser på er ved hjælp af en særlig type sand.

- Man kan rense fugerne på den eksisterende terrasse og lægge såkaldt ukrudtshæmmende sand ned i fugerne, forklarer Vibeke Markussen.

Sandet har en høj PH-værdi, der gør det sværere for ukrudtet at overleve. Du skal blot fordele sandet over hele terrassen og feje det ned i mellemrummene.

Fejer du desuden din terrasse med jævne mellemrum, vil det ligeledes gøre det svært for ukrudtet at slå rødder. Det ukrudtshæmmende sand virker også effektivt mod myrer og andre insekter, der pibler frem om sommeren.

Se også: Sådan undgår du fejlkøb på planteskolen

4. Brænd det væk
Har du et stort terrasseareal med mange fliser, kan en ukrudtsbrænder være den optimale løsning.

Det kræver dog, at du bruger den et par gange om ugen, hvis ukrudtet skal holdes nede, men til gengæld er det en hurtig og effektiv måde at få de små planter væk på.

Vibeke Markussen understreger, at man skal være varsom, når man bruger en gasbrænder i haven og især undgå at komme i nærheden af huset og tørt græs.

5. Plant ukrudtet væk
Har du anlagt terrassefliser med store mellemrum imellem, kan du også gå helt anderledes til værks i kampen mod ukrudtet.

Du kan vælge at så frø til fine små fugeplanter mellem fliserne, de kan nemlig virke som en rigtig fin detalje på terrassen. Samtidig er der ikke plads til, at ukrudtet kan gro i fugerne, og du undgår mælkebøtter, tidsler og skvalderkål på din terrasse.

Til en start vil det nok være nødvendigt at luge manuelt for at sikre dig, at fugerne holdes ukrudtsfri, indtil fugeplanterne har etableret sig. Du skal blot være opmærksom på, at de fugeplanter, du vælger, er forholdsvis tætte og tåler slid.

Du kan vælge at bruge samme metode til at lave en fin sti gennem haven. Her er det igen vigtigt, at finde slidstærke og lave fugeplanter som eksempelvis en trædebregne eller mos.

Spørg på din lokale planteskole, hvilke fugeplanter de kan anbefale.

Læs også: 4 eksperter: Sådan skal din have se ud i 2016

6. Den traditionelle
Hvis du derimod elsker at bruge mange timer i haven, kan du altid vælge at fjerne ukrudtet manuelt. Det er den gode, gamle og effektive metode, som nærmest kan virke meditativ, hvis man kommer ned i tempo og ind i en god rytme.

Sørg for at have det rette udstyr, der kan hjælpe med at nå ned mellem fliserne – og hav masser af tålmodighed.

Mere fra Ekstra Bladet+

'Tøsedrengen'

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind