Simpelt trick: Sådan undgår du duggede ruder

Læs her, hvorfor kondens opstår, og hvordan du undgår duggede ruder

At lufte ud med gennemtræk flere gange om dagen er det bedste middel mod dug eller kondens i vinduerne. Foto: Tommy Verting
At lufte ud med gennemtræk flere gange om dagen er det bedste middel mod dug eller kondens i vinduerne. Foto: Tommy Verting

Når der dannes kondens på indersiden af dine vinduer, skyldes det typisk, at dine vinduer ikke isolerer godt nok, kombineret med, at du ikke lufter tilstrækkeligt ud.

Fugt i boligen stammer primært fra beboerne - fra vores ånde og sved, madlavning og bad, men også fra planter og kæledyr. Hvis du ikke sørger for at komme af med fugten, stiger den relative luftfugtighed i boligen.

Læs også: 5 steder, du typisk får skimmelsvamp

Derfor kommer der kondens
På et tidspunkt kan den relative luftfugtighed i boligen blive så høj, at selv godt isolerede bygningsdele ikke kan holde temperaturen høj nok til at undgå dugpunktet.

Dugpunktet er den temperatur, hvor den relative luftfugtighed har nået 100 procent - det er altså ved denne temperatur, vandindholdet i luften fortættes til små vanddråber.

Det er disse vanddråber, du ser som kondens i vinduerne.

Et eksempel kunne være de nyere termoruder, som ellers isolerer godt. Men selv de kan ikke holde luften omkring dem varm nok til at undgå dugpunktet, når fugttilføjelsen er stor - for eksempel hvis du har mange gæster.

Læs også: Dug og kondens på vinduer

Værst om vinteren
Mange oplever, at kondens på vinduerne er et særligt vinter-fænomen. Det er der en grund til.

Når temperaturerne falder udenfor om efteråret og vinteren, bliver ydervægge, vinduer, tag med videre også nedkølet.

Og når bygningsdelene bliver nedkølet tilstrækkeligt, sker det ofte, at de indvendige overflader når under den dugpunktstemperatur, hvor fugten i luften fortættes.

Se tema: Vedligehold af vinduer og døre

Masser af udluftning
Den bedste måde at undgå kondens på er grundig udluftning med gennemtræk to-tre gange om dagen af fem-ti minutters varighed.

Det kan også være en god idé at investere i et hygrometer, som kan vise den relative luftfugtighed i boligen.

Sørg dernæst for at holde den relative luftfugtighed under 50-55 procent i hele vinterhalvåret fra november til maj ved udluftning og opvarmning.

Her skal radiatoren stå
Når radiatoren er placeret under et vindue, vil den varme luftstrøm fra radiatoren stige op og hæve vinduesrudens temperatur. På den måde kan du modvirke kondens.

Er dine vinduer gamle, kan du også overveje at udskifte dem med nye lavenergivinduer, der isolerer bedre.

Læs også: Fugt i soveværelset

Hold ensartet temperatur i huset
Kolde rum trækker varm og fugtig luft ind, og når den varme luft kommer ind i uopvarmede rum, stiger den relative luftfugtighed, og der kan dannes kondens.

Temperaturen i et rum bør ikke være under 17 grader, og der bør ikke være mere end fire-fem graders forskel på varme og kolde rum i boligen.

Hvad kan du ellers gøre?

• Brug emhætten, når du laver mad.

• Luk døren til badeværelset, når du er i bad.

• Hæng ikke tøj til tørre i boligen.

• Tilstop ikke udluftningsventiler i vinduer og ydervægge.

• Luft ekstra godt ud, når fyringssæsonen starter.

Og husk: For at undgå skimmel i fugerne på dine vinduer, er det en god idé at tørre fugerne af dagligt.

20 kommentarer
Vis kommentarer