Der er mange penge at spare, hvis du skal købe brænde. Det viser en stor test af priser på brænde lavet i uge 37 og 39 i september 2016.
Testen er udført af Bolius Boligejernes Videncenter, der har undersøgt priserne for et palletårn ovntørret brænde på 34 hjemmesider, der leverer brænde til hele landet.
Pristjekket er lavet på både bøg, birk, ask, eg og blandet løv. Brændepriserne er inklusive levering.
Der er flest penge at spare på ask – her er der 659 kroners forskel fra den billigste til den dyreste leverandør af et brændetårn (omkring 1,8 m³) ovntørret brænde. Ellers kan du spare 446-610 kroner afhængig af træsort.
Vær opmærksom på, at flere af brændeleverandørerne giver rabat, hvis du køber flere brændetårne.
Læs også: Billige træbriketter er ikke altid bedst
Blandet løv er billigst
Målt per brændetårn er 'blandet løv' det billigste træ til 1649 kr./stk. hos shop.dongsted.dk.
Hvilke træsorter, der er i brændetårne med blandet løv, varierer (ud over, at det alt sammen er fra løvtræ), hvilket således også kan være fra poppel og el, der har relativt lav brændværdi.
Brændværdien afgør, hvor meget energi der er i brændet – jo højere brændværdi, jo bedre. Bøg har den højeste brændværdi efterfulgt af ask/eg og birk.
Her kan du spare
Vil du fyre med bøgetræ, får du det billigst på fyrogspar.dk til 1900 kroner inkl. levering. Bauhaus.dk følger efter med en pris på 1995 kroner inkl. levering.
Der er valgt almindeligt bøgetræ, hvor det har været muligt og ikke avnbøg.
Kvalibrænde.dk og grusdirekte.dk tilbyder det billigste asketræ til 1840 kroner og 1875 kroner inkl. levering til fortov.
Da birk har dårligere brændværdi end både ask og bøg, og samtidig har nogenlunde samme prisleje, giver det måske ikke så meget mening at investere i det til brændeovnen.
Birk er dog kendt for sin gode duft, når det afbrændes, og træet fænger let og giver mindre røg.
Birkebrænde er billigst hos havehobby.dk til 1849 kroner inkl. levering til fortov.
'Til døren' er ikke altid til døren
Langt de fleste firmaer tilbyder at levere brændet til dit fortov gratis. Priserne i undersøgelsen er inklusiv levering til fortovet.
Flere skriver, at de leverer brændet 'til døren', men det kan du ikke nødvendigvis tage bogstaveligt. Ofte betyder det blot, at firmaerne sætter det tonstunge brændetårn på fortovet ud for din matrikel.
Har du en lang indkørsel, er du dårlig til bens, eller gider du bare ikke besværet med at slæbe brændet fra fortovet og ind i skuret/garagen/under halvtaget, er det værd at notere sig, hvem der tilbyder transport helt ind, hvor du vil have brændet stående, samt hvor meget det koster.
Husk, at firmaerne er afhængige af, at underlaget er fast, da brændet + gaffeltrucken kan veje et par ton. Derfor fraskriver flere firmaer sig også ethvert ansvar for skader - som for eksempel knækkede fliser - i forbindelse med levering inde på matriklen.
Lufttørret vs. ovntørret
Pristjekket er lavet på ovntørret træ hos brændesælgerne. Det ovntørrede brænde bør være klar til brug, når du får det leveret, selv om du ikke kan være helt sikker på det.
Leverandørerne sælger også lufttørret træ, hvilket typisk betyder, at det ikke er tørt endnu og stadig har brug for at ligge nogle måneder eller et års tid endnu for at tørre helt igennem.
Er der mere vand i træet, er det sværere at tænde, og du får mindre varme og mere sod, der kan føre til løbesod i skorstenen og i værste fald skorstensbrand.
Læs også: Sådan tørrer og stabler du bedst dit brænde
Aftal fugtindhold med leverandøren
Når du bestiller brænde, bør du aftale med sælgeren, hvilken fugtighedsprocent brændet skal leveres med, og du bør kontrollere, om det leverede brænde har den aftalte fugtighedsprocent, inden lastbilen kører igen.
Det gør du med en fugtighedsmåler til brænde, der kan fås til et par hundrede kroner i byggemarkeder. Stik måleren ind omkring centrum af træet, og aflæs fugtighedsprocenten.
Er den højere end det aftalte, bør du sende brændet tilbage eller få et afslag i prisen.
Brænde bør have en fugtighed på omkring 18 procent, når du putter det i brændeovnen, fordi du dermed sikrer en såkaldt ren forbrænding, hvor du får fuld udnyttelse af træets energi og dermed mest mulig varme.
Sådan får du endnu billigere brænde
Det billigste brænde får du dog ikke hos de konventionelle brændesælgere.
Som regel kan du få træet endnu billigere, hvis du finder et brændeudsalg hos en privat eller et savværk, men husk, at der kommer transportomkostninger oveni.
Der kan også være penge at spare, hvis du får leveret brænde i løs vægt.
Det allerbilligste er dog at tage brændet i egen hånd i en af de danske statsskove med et sankekort, hvor du har flere muligheder for at få fat på brænde. Det kræver dog, at du gør en del arbejde selv.