Hjemmesiden Eltjekket.dk har vildledt forbrugerne

Forbrugerombudsmanden har indskærpet reglerne over for virksomheden bag hjemmeside Eltjekket.dk

Forbrugerombudsmanden har indskærpet reglerne over for virksomheden bag Eltjekket.dk. Virksomheden har vildledt forbrugerne til at tro, at de kunne få en billig elaftale, vurderes det. (Arkivfoto) Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Forbrugerombudsmanden har indskærpet reglerne over for virksomheden bag Eltjekket.dk. Virksomheden har vildledt forbrugerne til at tro, at de kunne få en billig elaftale, vurderes det. (Arkivfoto) Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Virksomheden bag hjemmesiden Eltjekket.dk har vildledt forbrugerne til at tro, at de kunne finde den billigste elaftale.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden på sin hjemmeside.

I stedet var hjemmesidens formål at indhente forbrugernes samtykke, så elselskaberne var i stand til at kontakte dem.

Derfor har Forbrugerombudsmanden nu indskærpet reglerne over for virksomheden Shiver Marketing.

Det fortæller forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

- Det er ulovligt, hvis en hjemmeside udgiver sig for at hjælpe forbrugerne med at finde det billigste produkt, men i virkeligheden blot formidler brugernes kontaktoplysninger videre til samarbejdspartneres telefonsælgere, siger hun.

- Hvis en forbruger ikke har givet sit samtykke til at blive kontaktet af en virksomhed, er en aftale indgået på baggrund af denne kontakt ikke bindende for forbrugeren.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at Shiver Marketing har overtrådt loven om markedsføring på flere områder.

Hjemmesiden udgav sig først og fremmest for at være en uvildig prissammenligningshjemmeside. Forbrugerne modtog dog aldrig en sammenligning af priser.

Derudover blev der anvendt udtryk som 'billigere' og 'billigst', uden at der var belæg for det.

Desuden lovede hjemmesiden besparelser på op mod 2200 kroner årligt. Også i det tilfælde vurderede forbrugerombudsmanden, at der var tale om urigtige oplysninger og dermed vildledning.

Når forbrugerne havde udfyldt formularen på Eltjekket.dk, blev de kontaktet af telefonsælgere. De præsenterede sig enten som værende fra Eltjekket.dk, eller også ringede de på vegne af et elselskab.

De aftaler, som Eltjekket.dk har indgået med forbrugerne i en periode frem til april 2022, er imidlertid ugyldige. Derfor kan de ophæves.

Mere fra Ekstra Bladet+

Lad os hermed rose de radikale

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind