- Jensens Bøfhus' lager i Struer har netop fået leveret 10-12 paller med hver et halvt ton stegte svinemørbradspidser.
Sådan sagde en anonym person, som 17. januar i år ringede med et opsigtsvækkende tip til Fødevarestyrelsen.
Ekstra Bladets Maddetektiv har fået aktindsigt i et telefon-notat om tippet. Det afslører, at personen oplyste, at det dybfrosne kød for længst havde overskredet sidste holdbarhedsdato.
Tippet holdt vand
Så dagen efter rykkede en fødevarekontrollør ud til bøfkædens hovedlager i Struer i Vestjylland.
- Tippet viste sig at være sandt, fortæller Bente Holst, fødevarechef i Fødevarestyrelsen.
- Kødet var flere år gammelt - det ældste havde forarbejdningsdatoen september 2014, oplyser hun

Kontrolløren spurgte Jensens Bøfhus, hvordan man kunne forsvare at bruge kød med overskredet mindst holdbar til-dato. Dertil svarede virksomheden, at det kan den ved hjælp af blandt andet ' historisk kendskab', ' hævdvunden skik og brug i branchen' og ved at smage og lugte til kødet, fremgår det af en kontrolrapport.
Fødevarestyrelsen godkendte derpå, at Jensens Bøfhus problemfrit kunne bruge kød forarbejdet i september 2014. Kødet stammer altså fra svin, der er blevet slagtet endnu tidligere end forarbejdnings-datoen.
- For nogle forekommer det overraskende, at der anvendes flere år gammelt kød, men det er faktisk tilladt - og det forekommer indimellem, at der bruges kød, der har været nedfrosset i årevis, forklarer Bente Holst.
Ingen regler på området
Ekstra Bladet har spurgt Bente Holst om, hvorvidt Jensens Bøfhus ikke bare har haft held med at besnakke kontrolløren ved at lire en masse pludder af, hvorefter man har accepteret, at der kunne bruges gammelt kød.
Fødevarekontrol: Muggent kød hos Meyers' kød-leverandør
- Nej, vi vurderede klart, at virksomheden vurderer kødet ved hjælp af en accepteret metode, fastslår hun.
Hun forklarer, at der i fødevare-lovgivningen ikke findes regler for, hvornår virksomheder senest må anvende dybfrossent kød.
- For der er ingen sygdomsrisiko - bakterier udvikler sig ikke, når kødet holdes nedfrosset professionelt, fastslår fødevarechefen De tre et halvt år gamle mørbradspidser var beregnet til Jensens Mørbradgryde, som er en færdigret, der sælges i supermarkeder.
Hvor længe holder kød i fryseren?
Bakterievækst stopper ved -10 grader, men alligevel er der grænser for, hvor længe ikke kød holder sig i private frysere, hvor temperaturen ikke er stabil og hvor kødet ikke er indfrosset professionelt.
Pølser: 2-3 måneder
Magert svinekød: 6 måneder
Fedt svinekød: 3 måneder
Hakket kød: 4 måneder
Røget kød: 4-6 måneder
Kylling: 8-10 måneder
Oksekød: 10 måneder
Lammekød: 10 måneder
(Cirka-holdbarhed. Kilde: Forbrugerrådet Tænk)
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.