Den danske ærtesæson er i fuld gang, så glem frostærterne og sæt dig i solen med bare tæer og bælg ærter.
Der er en lille udfordring med de fleste grønne grøntsager og urter, nemlig at de mister deres flotte grønne farve, hvis vi koger for meget på dem. Ærtesuppen her kan spises kold eller varm, men fremgangsmåden er lidt forskellig, for at sikre at suppen forbliver forårsgrøn og smuk.
Som suppe – varm eller kold – kan du toppe den med smuldret rugbrød stegt i lidt smør eller en lille salat af blandet krydderurter for eksempel mynte, persille og purløg. Hvis den skal mætte lidt ekstra, kan du komme fisk eller skaldyr i suppen.
Du kan også bruge suppen som sovs til en ret med sommergrøntsager, fisk, skaldyr eller fjerkræ; hæld den varme suppe over dampede rødspætter eller den kolde suppe på saltede kammuslinger.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Forberedelser til suppen
Bælg ærterne og skyl dem.
Tag et par spsk ærter fra til at komme hele i den færdige suppe.
Pil løget/skalotteløget og hak det.
Pluk myntebladene af stilken. Læg dem ovenpå hinanden og rul dem til en lille 'cigar’.
Snit myntebladene i fine strimler.
Mynten bliver hurtigt sort, når den er skåret, så hvis du server suppen kold, skal du snitte bladene lige før servering.
Kom løget i en gryde med olivenolie, og steg det klart og blødt.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Kold suppe
Sæt en gryde over med ca. 2 dl vand.
Gør to skåle klar: en med en sigte og en med iskoldt vand.
Hæld ærterne i det kogende vand og kog dem i fire-fem minutter til de er møre.
Sigt kogevandet fra ærterne og gem det.
Kom ærterne i det iskolde vand. Det kolde vand stopper tilberedningen og sikrer, at ærterne beholder deres flotte grønne farve.
Sæt det varme kogevand på køl.
Tag ærterne op af isvandet efter nogle minutter.
Kom ærterne og de klarede løg i en blender sammen med halvdelen af det afkølede kogevand. Vandet skal mindst være stuetemperatur, gerne koldere, så suppen ikke bliver armygrøn.
Tilsæt cremefraiche, salt og peber.
Juster konsistensen med mere kogevand og evt. mere cremefraiche.
Smag suppen til med salt, peber og citronsaft.
Sigt suppen så den er helt glat.
Sæt suppen på køl til den skal serveres.
Top suppen med friskhakket mynte.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Varm suppe
Suppen mister den klare, grønne farve, hvis den skal varmes op igen eller holdes varm længe. Når ærterne er kommet i gryden kan du ikke stoppe – lav suppen og server den med det samme.
Kom ærterne i gryden og tilsæt vand fra elkedlen, til de akkurat er dækket. Du kan altid tilsætte mere vand.
Krydr med salt og peber.
Kog ærterne i tre-fire minutter til de er let møre. Hvis ærterne tilbereder for længe, bliver de mørkegrønne og kedelige i farven.
Tilsæt cremefraiche og kog op.
Blend suppen glat. Det er mest effektivt, hvis du bruger en stavblender, så kom suppen i en høj, slank beholder så stavblenderen kan tage fat.
Gør suppen tyndere med vand fra elkedlen, hvis det er nødvendigt.
Smag til med salt, citronsaft og evt. lidt mere creme fraiche.
Server suppen med det samme, kom de hele ærter og hakket mynte på toppen.