Rugbrød er ikke altid sundt

Under luppen: Per Brændgaard kaster sig i denne uge over rugbrød, som ofte kan indeholde for meget salt og for lidt af de gode fibre

Rugbrød er ikke altid så sundt, som man skulle tro. (Foto: Colourbox)
Rugbrød er ikke altid så sundt, som man skulle tro. (Foto: Colourbox)

Rugbrød er en af de ernæringsmæssigt bedste madvarer i den danske madkultur. De sundeste rugbrød har et højt indhold af fuldkorn og et lavt indhold af salt. Men mange rugbrød indeholder for lidt fuldkorn og mere salt end nødvendigt. Og du skal ikke lade dig forføre af producenternes anprisninger.


Flere fibre, mindre salt
KERNERUGBRØD MED MULTIFIBER FRA SCHULSTAD, 19 KR. FOR 950 G (20 KR. PR. KG)

Dette rugbrød er rigtig sundt, men ikke af de grunde, som producenten selv fremhæver. Denne nye type rugbrød indeholder 'MultiFiber', der angiveligt er 'unikke fibre', der ’holder din mave i balance'. Men reelt er det hverken bedre eller værre end almindelig rugbrød. Tilsætningen af de tre forskellige plantefibre, der udgør 'MultiFiber', gør dog, at det samlede fiberindhold stiger fra det normale niveau på 8 g pr. 100 g til 11 g pr. 100 g.
Det forholdsvis lave natriumindhold - 0,4 g mod normalt ca. 0,5 g pr. 100, altså en saltreduktion på 20 pct. - er en sundhedsmæssig fordel for de fleste, da mange får ganske meget natrium fra netop brødprodukter. Salt er natriumklorid. Det høje indhold af kerner, 31 pct., er endnu en fordel.

Sund fornuft
ØKOLOGISK FULDKORNSRUGBRØD, 17,50 KR. FOR 660 G (27 KR. PR. KG)

Dette rugbrød er godt, da det har en fornuftig sammensætning og tilmed er økologisk. Brødet indeholder 21 pct. kerner. Kerner giver noget at tygge på. Det er godt for mæthedsfølelsen og får næringsstofferne til at blive optaget langsommere fra tarmen til blodet. Det hjælper bl.a. til et mere stabilt blodsukker. Det skyldes, at fordøjelsesenzymerne er længere tid om at nedbryde hele kerner sammenlignet med brød bagt af mel med små partikler, også selv om fuldkorns- og fiberindholdet er identisk.

Godt med tykke skiver
HERKULES FRA KOHBERG, 18,50 KR. FOR 1000 G (18,50 KR. PR. KG)

Herkules rugbrød er supersundt. Det indeholder næsten 100 pct. fuldkorn, og skiverne er ekstra tykke, så du spiser automatisk mere. Et problem ved skiveskåret rugbrød kan ellers være, at man spiser for lidt rugbrød og for meget pålæg. Fedtindholdet er i bund, fiberindholdet i top, og det indeholder mange kerner. Det er godt.

Mangler fuldkorn
SØNDERJYSK RUGBRØD, 13,50 KR. FOR 400 G (34 KR. PR KG)

Sønderjysk rugbrød kan ikke anbefales. Det indeholder for lidt fuldkorn. Det er derfor, det er lysere end rigtigt rugbrød. En ganske stor del af brødet er hvedemel og rugsigtemel, dvs. mel uden særlig mange skaldele. Det sunde befinder sig i skaldelene. Fiberindholdet er sådan set ganske højt (9 g pr. 100 g), men det skyldes tilsætning af sukkerroefibre. Det viser, at man kan ikke nøjes med at se på fiberindholdet.

Mere minus end plus
KARTOFFELRUGBRØD PLUS, 19 KR. FOR 950 G (20 KR. PR. KG)

Dette brød burde snarere hedde minus end plus. Producenten fremhæver, at dette rugbrød indeholder '7  % kostfibre', '6  % kartoffelflager' og kalder det 'plus'. Men man skal ikke forledes til at tro, at det er et specielt sundt rugbrød. Tværtimod. Indholdet af kostfibre er lavere end i de fleste andre rugbrød. Tilsætningen af kartofler giver en anderledes smag, men rent sundhedsmæssigt er det ligegyldigt. Hovedingrediensen i brødet er halvsigtet rugmel, dvs. mel hvor alle de sunde skaldele ikke er anvendt.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Kom nu ud af busken, Dyrby