Pastinak, persillerod, sød kartoffel, knoldselleri, jordskokker, skorzonerrødder, majroe, kålrabi, rødbede og gulerødder i alle farver ...
Alle rodfrugter kan bruges, og en variation med flere forskellige slags, giver et flot spil i farve og smag.
Denne ret viser tydeligt, at måden, vi skærer grøntsagerne ud på, gør en kæmpe forskel. Vi kender alle fadet med bagte rodfrugter, skåret i grove stykker. Det smager fint, men efterlader grøntsagerne som en udbrydergruppe, en flok individualister, som ikke kommer hinanden ved.
Skærer du i stedet grøntsagerne i tynde skiver og lægger dem imellem hinanden i fadet, udveksler de smag og finder sammen i harmoni under bagningen. Måden du skærer grøntsagerne, bestemmer tilberedningstiden, smagen, hvordan de opleves i munden og ikke mindst udseendet på retten.
Vil du spare tid eller bare være ekstra præcis i din udskæring, er det ingen skam at bruge et mandolinjern.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Gør rodfrugterne klar
Skræl rodfrugter, der har en tyk og sej skræl. Rodfrugter med en tynd skræl skal bare skrubbes med en ren skuresvamp eller børste.
Læg jordskokker og skorzonerrødder i koldt vand, så de ikke misfarver og bliver brune.
Snit hver slags af rodfrugterne ad gangen i skiver på 3-5 mm. Bliver rodfrugterne tyndere, risikerer de at falde fra hinanden ved tilberedning og blive til mos.
Husk at komme jordskokker og skorzonerrødder i vand.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lav en base
Pil løg og hvidløg.
Snit løg og hvidløg i tynde skiver, gerne 1-2 mm. Brug evt. et mandolinjern, da det gør hele retten nemmere at lave.
Kom løg og hvidløg i en gryde med fløden, laurbærblade og salt.
Bring fløden i kog, skru ned og lad blandingen simre i 5-10 min ved lav varme.
Fløden skal simre, til løgene har mistet den rå og skarpe smag. Samtidig tager fløden smag af laurbærbladene.
Smag fløden til med salt.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Læg rodfrugterne i fad
Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Smør et ovnfast fad, f.eks. et tærtefad.
Kom løg og fløde i bunden af fadet i et jævnt lag.
Læg rodfrugterne ovenpå.
Hvis du har travlt: Bland rodfrugterne og læg dem i et jævnt lag, men hulter til bulter.
Hvis du har god tid: Læg skiftevis en skive af hver rodfrugt i et spiralmønster. Læg dem meget tæt, så der kommer lidt højde på.
Krydr rodfrugterne med salt.
Læg et låg af bagepapir over grøntsagerne. Det sikrer, at toppen ikke tørrer ud.
Sæt rodfrugterne i ovnen i ca. 20 min. Stik i rodfrugterne for at tjekke tilberedningen, en spids kniv skal gå nemt igennem.
Fjern bagepapiret efter ca.15 min.
Afslut evt. med grill, hvis retten skal have lidt farve på toppen.
Server rodfrugterne, som de er, med et spejlæg eller med en god stegt pølse til.
--------- SPLIT ELEMENT ---------