Shitstorm: Raser over papirsugerør

McDonalds har knap nået at sælge deres nye skumfidusfrappé, før brugere på Facebook raser over papirsugerøret

Papirsugerøret er et klimavenligt alternativ til normale sugerør, men folk er rasende over dem. Foto: Jan Sommer
Papirsugerøret er et klimavenligt alternativ til normale sugerør, men folk er rasende over dem. Foto: Jan Sommer

'Ja, hvis I nu gad skifte de forbandede sugerør tilbage til plastik eller finde på en løsning, så de ikke opløses, inden den er drukket'.

Sådan skriver en Facebook-bruger på et reklameopslag fra McDonalds om deres nye skumfidusfrappé.

Og brugeren er ikke alene.

Generelt raser folk i kommentarsporet, hvor det helt store tema er de papirsugerør, som ifølge brugerne er fuldstændig ubrugeligt og opløses, inden drinken er færdigdrukket.

'Ødelagt gennem et papsugerør, der bliver opløst, så snart man bare overvejer at kigge på det', skriver en anden bruger.

Plastik, plastik, papir
Når man køber en skumfidusfrappé fra McDonalds, får man den leveret i en plastikkop med et plastiklåg.

Det kan derfor virke fjollet, at man får et papirsugerør med, som både bliver vådt, blødt og klistret, når man bruger det.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Efter sugerøret tages i brug, bliver det hurtigt vådt, blødt og klistret. Foto: Jan Sommer
Efter sugerøret tages i brug, bliver det hurtigt vådt, blødt og klistret. Foto: Jan Sommer

- Det kan jeg godt forstå, at man kan undre sig over. Men det er en trinvis udfasning af engangsplast, vi er i gang med. Vi skal sikre, at de løsninger, vi sætter ind i stedet for, reelt er miljøvenlige og kommer til at passe med fremtidige regler og muligheder omkring affaldssortering. Og så skal de være gode i brug. Så vi er i gang, siger kommunikationschef i McDonalds, Pia Tobberup.

Grunden til, at man får et ubrugeligt - som flere Facebook-brugere kalder det - sugerør til sin drik, er et EU-direktiv.

Single-use plastik
'Direktivet om single-use plastik' bliver det kaldt, og det skal slå ned på plastik, der kun bruges en enkelt gang eller i en kort periode.

Når der findes alternativer til single-use plastik, siger loven altså, at man ikke må bruge plastikversionen, og derfor bruger McDonalds disse papirsugerør.

Pia Tobberup fortæller dog, at McDonalds på europæisk plan er i gang med at finde på en bedre løsning end de mindre gode papirsugerør.

- Vi bakker op om EU-direktivet, men det er en udfordring at finde løsninger, som både lever op til det, og som samtidigt er lige så gode i brug, som engangsplast er.

- Vi er både superærgerlige og forstående overfor, at vores gæster er skuffede over de her sugerør. Derfor arbejder vi også koncentreret på at finde en bedre løsning, siger hun.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ekstra Bladet har tidligere undersøgt McDonalds' klimavenlige påstande

Ekstra Bladets kulturkommentator kørte i McDrive efter 'bæredygtigt oksekød'