Billigere eller dyre biler? Hvad med brugtvogne og hvad med bompenge ved Storebæltsbroen?
Fik du mon styr på, hvad der ligger i den bilpakke, som VLAK-regeringen torsdag aften halede i land med Dansk Folkeparti?
Ekstra Bladet giver her overblikket:
Billigere biler og motorcykler
Du betaler i dag 105 procent i afgift af en ny bils værdi op til en grænse ved 106.600 kr. Hvis bilen har en værdi, der er højere end det beløb, bliver resten af værdien beskattet med 150 pct.
Men i fremtiden bliver de 105 pct. sænket til 85 pct., og knækket bliver sat i vejret til 185.000 kr.
Eksempelvis bliver en VW Passat 58.300 kr. billigere. Den har hidtil kostet 458.400 kr., men falder nu til 400.100. kr.
De nye registreringsafgifter træder officielt i kraft fra 3. oktober, så der kan komme gang i bilsalget igen nu efter det i ugevis har stået bomstille med kedelige konsekvenser for bilbranchen.
Også motorcykler bliver billigere. I dag er der ingen afgift på motorcykler op til en værdi på 9600 kr., men 105 pct. i skat i intervallet fra 9600 til 33.600 kr., og 150 pct. af værdien derover. Fremover bliver de 105 pct. sat ned til 85 pct., og 'knækket' på 33.600 kr. sættes kraftigt op, så den høje skat først skal betales af værdier over 58.400 kr.
Autocampere bliver forresten også billigere. I dag beskattes autocampere med mindst 60 pct. af dens samlede værdi. Det sænkes til 45 procent.
Dyrere mikrobiler
Til gengæld vil mikrobilerne komme til at stige en smule i pris, når regnskabet gøres op. For selv om afgiften sænkes til 85 procent, og der fremover opnås et højere sikkerhedsfradrag, så rykkes grænsen for, hvornår der opnås fradrag for god brændstoføkonomi, fra 16 km/l til 20 km/l, hvilket vil ramme de fleste mikrobiler.
Det betyder, at en Citroen CL eksempelvis fremover vil komme til at koste 102.800 kr. mod 94.900 kr. i dag.
Billigere brugte biler
Regeringens beslutning om at sænke registreringsafgiften på nye biler kommer også til at smitte af på brugtbilspriserne, skriver Finans.dk.
-Det er primært nyere brugte biler, som vil falde i pris. Brugte biler på tre-fire år eller derover bliver ikke synderligt påvirket. En Peugeot 308, som er populær herhjemme, bliver cirka 30.000 kr. billigere med regeringens nye aftale. For en et år gammel model bliver prisfaldet på 12.-15.000 kr., vurderer Jan Lang bilanalytiker ved Bilbasen.dk over for Finans.dk.
Sikre biler bliver billigere
Hidtil har det været sådan, at bilejerne får et fradrag i den afgiftspligtige værdi på 3750 kr., når bilen har blokeringsfri bremser (ABS) og 2500 kr., når bilen har elektronisk stabiliseringssystem (ESP), men den slags sikkerhedsudstyr har alle nye biler, så de to fradrag bliver skrottet.
Til gengæld stiger fradraget for selealarmer markant, faktisk femdobles det fra fra 200 til 1000 kr. per selealarm. Og fradraget for en 5-stjernet sikkerhedsvurdering fra Euro NCAP bliver firedoblet fra 2000 til 8000 kr.
Grønne biler bliver billigere – benzinslugere bliver dyrere
Hidtil er registreringsafgiften blevet sænket med 4000 kr. for hver kilometer pr. liter, som en bil kan køre mere end 16 km/l. Og omvendt er afgiften blevet forhøjet med 1000 kr. for hver kilometer per liter, bilen kører mindre end de 16 km/l.
Men med den nye aftale bliver grænsen på 16 km/l hævet til 20 km/l for benzinbiler og 22 for dieselbiler. Bilerne skal altså køre længere på literen for at få fradrag. Kan de ikke det: Kan de køre under 20 km/l for benzinbiler, så stiger strafafgiften fra 1000 kr. til hele 6000 kr. for hver km/l.
Billigere at køre over Storebælt
Private bilister og små virksomheder kommer til at slippe 25 procent billigere, når de kører over Storebæltsbroen. Men der bliver ingen rabat til de mange lastbiler, der fragter varer mellem landsdelene. Store virksomheder som Danske Fragtmænd, Arla og Rynkeby Foods vil dermed fortsat skulle aflevere de samme beløb betalingsanlægget på Storebælt.
Takstnedsættelsen på Storebæltsbroen bliver gradvist indfaset fra 2018.
Gave til mekanikere
Der er en god gave til landets autoværksteder. Det bliver nemlig sådan, at reparationsgrænsen for skadede biler bliver hævet fra 68 pct. til 75 pct. over to år.
Det betyder, at en bil, der er skadet 75 pct. skal repareres på værksteder i stedet for skrottes.
Var reparationsgrænsen ikke blevet nedsat, ville det have betydet, at værkstederne ville blive ramt af en nedsættelse af bilafgifterne, da flere fuldt funktionsdygtige biler ellers ville blive kasseret nu når folk forventes at begynde at købe biler igen.
Privatleasing af bliver dyrere
Regeringen har lukket det såkaldte leasinghul, hvilket betyder, at det fremover bliver dyrere at lease en bil. Hidtil har det været sådan, at man har kunnet lease luksusbiler via den smarte leasingfinte, der betød, at bilerne kunne køre afgiftsfrit på de danske veje. Men det er altså slut
Hvis leasingfirmaerne vil sælge bilerne, når de er færdige med at lease dem ud, skal modsat tidligere der ske en genberegning af den afgiftspligtige værdi ud fra handelsværdien.