Som bekendt kan det være en tryg fornemmelse at være forsikret.
I hvert fald lige indtil der opstår en skade. For ofte forsøger de danske forsikringsselskaber, som er verdensmestre i at tjene penge, at afvise at udbetale erstatning.
Endnu en sag fra Ankenævnet for Forsikring viser, hvor opfindsomme selskaberne kan blive i forsøget på at undgå at hoste op.
Påkørte betonklods
En mandlig bilist er blevet ganske fortørnet på Tryg, efter han i december i fjor blev blændet af en lastbil, hvorefter han i sin personbil påkørte en betonklods, som var dårligt afmærket.
Han slap nådigt fra ulykken, men den kaskoforsikrede bil blev totalskadet og bugseret på værksted.
Her blev bilens dieselmotor startet. Trygs taksator stod og filmede, hvordan en tyk stråle olie løb fra motoren. Efter få minutter var bilen tom for olie.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Og vupti: Nu påstod Tryg, at motoren hele tiden havde været i stykker.
Fratrak 45.000 kr.
’På baggrund af ovenstående må vi fastholde, at bilens motor var skadet forud for uheldet og vi derfor fratrækker motorens værdi på 45.000 kr. i erstatningen, således, at vores kunde kan få en erstatning på 30.000 kr.,’ skrev Tryg, som satte sin undersøgelseskonsulent på sagen.
En sådan konsulent opklarer sager om forsikringssvindel, og Tryg-kunden - der er en betroet systemansvarlig og ansvarlig for store værdier i en offentlig virksomhed - krævede, at Tryg trak ’den kamuflerede anklage om forsikringssvindel’ tilbage.
Knastør p-plads
Han dokumenterede, at alle serviceeftersyn på bilen havde været overholdt, og at asfalten var knastør på stedet, hvor bilen holdt parkeret, før den kørte sin sidste tur. Ulykkesstedet, til gengæld, sejlede i olie.
’Det virker, som om Tryg bevidst prøver at slippe fra ansvaret', mente bilisten, der også sendte kvitteringer for nylige besøg fra værksteder, hvor ingen mekanikere havde opdaget og udbedret en voldsom olielækage.
Men Tryg fastholdt, at motoren hele tiden havde været defekt. Tryg mente, at kunden var ’ham som kravstilleder, der skal løfte bevisbyrden for, at skaden på motoren er dækningsberettiget.’
Fældet af video
Med andre ord: Tryg krævede som ’den professionelle part’, at det var forbrugeren, der skulle skaffe de tekniske ekspertbeviser for, at motoren blev smadret i ulykken.
Men det endte med, at Tryg blev fældet af sit eget bevis.
Tryg sendte nemlig også videoen med oliestrålen til Ankenævnet, hvor højesteretsdommer Jens Kruse Mikkelsen er formand.
’Nævnet finder herefter, at selskabet ikke har bevist, at bilen havde en væsentlig motorskade på uheldstidspunktet,’ fremgår det af kendelsen underskrevet af Kruse Mikkelsen.
Ankenævnet fastslog, at ’oliespildet således er udtryk for en motorskade, der opstod ved uheldet den 6/12 2018.'
’Oliespildet er af et omfang, så det må lægges til grund, at bilen ikke ville have været funktionel, hvis oliespildet havde været til stede i samme omfang før uheldet den 6/12 2018.’
Læs hele sagen fra ankenævnet her.