Rotte æder to mus hos Salling Group

Først kom musene, og så kom rotten på besøg i lageret med varer til Netto, Bilka og Føtex

Rotten udnyttede musenes hul til at få adgang til lageret. Foto: PR
Rotten udnyttede musenes hul til at få adgang til lageret. Foto: PR

Det plejer at være katten efter musen, men hos Salling Group i Holme ved Aarhus var det en rotte, der for nyligt satte tænderne i mus.

Musene var trængt ind gennem et hul til supermarkedsgigantens konserveslager, hvorefter skadedyrsbekæmperen Mortalin minerede bygningen med fælder.

Fælderne klappede hurtigt om fire små mus, men ifølge Fødevarekontrollen undlod Salling Group at lukke musehullet ordentligt. Det kostede en sanktion – en såkaldt indskærpelse.

Ædegilde
Så efterfølgende trængte den sultne rotte ind gennem musehullet til et ædegilde. Herinde var det en smal sag at æde af to af de mus, der var gået i fælderne.

Det er uvist, hvor rotten er blevet af. Havde en af Mortalins rottehunde sat tænderne i den, var det blevet oplyst.

Ekstra Bladet har spurgt Salling Group, hvorfor man ikke lukkede musehullet ordentligt og derved udelukkede rotten.

Men Salling Group svarer ikke.

I stedet skriver Salling Groups terminalchef i Holme, Claus Willesen:

’I forbindelse med en mindre opgradering af lagerbygningen opdagede vi selv skadedyret og kontaktede Fødevarestyrelsen med det samme. Det er selvfølgelig beklageligt, at et skadedyr er trængt ind i et lille område af bygningen, hvor vi håndterer konserves, men heldigvis fik vi indenfor få timer styr på situationen.’

Læs kontrolrapporten her.

34 kommentarer
Vis kommentarer